
Der sættes både ind mod affald og til fordel for foreningslivet, når Vejle Kommune i samarbejde med Hold Danmark Rent melder klar til sæsonstart i midten af maj for mindre grupper af frivillige med god afstand og højt humør. Her kan foreninger bidrage til mindre affald i naturen samtidig med, at de tjener kroner til nye aktiviteter.
Papkrus, sugerør og emballage flyder langs vejkanten. Det kan komme fra bilister såvel som fodgængere, der på farten ikke tænker over naturen. Men det skal der laves om på.
Derfor har Grønt Forum for andet år i træk tilmeldt Vejle Kommune til projektet ‘Ren Natur’, som miljøorganisationen Hold Danmark Rent står bag. Her får lokale foreninger mulighed for at trække i arbejdstøjet, rydde op i naturen og samtidig tjene 3000 kroner til foreningskassen.
Som noget nyt tæller Vejle Kommune som en stor kommune. Det betyder, at der vil være hele 15 ruter at vælge imellem, mens arbejdet kan udføres i perioden maj-oktober. Ruterne er fastlagt af Vej & Park, så der bliver rengjort langs flere veje og stier i kommunen.
Lad os få ryddet op
Deltagelsen i ‘Ren Natur’ ligger i forlængelse af et øget fokus på affald i Vejle Kommune. Sidste år samlede i alt 335 foreninger fra 30 forskellige kommuner cirka 23 tons affald i projekt ‘Ren Natur’, så håbet er, at der også vil blive ryddet godt op i år.
Foreningerne, som deltager, skal ikke tænke på udstyr. Tværtimod får de stillet sikkerhedsveste, handsker, skraldeposer og snappere til rådighed, mens kommunen henter affaldet, som de samler sammen. Det skal være så let som muligt.
Veje og stier tæt på sponsorer
Sponsoratet på 3000 kroner kan bruges til aktiviteter, der styrker foreningen. Det kan være nyt udstyr, fællesspisning, uddannelse eller rejseudgifter, som har et foreningsfremmende formål.
I 2020 er SPAR købmændene, McDonald’s, Danske Bank og WestWind sponsorer på ‘Ren Natur’. Derfor vil nogle af ruterne, som affaldssamlerne er på, være på veje eller stier tæt på deres butikker og restauranter.