BorgerDanmarkSamfundSundhed

Værnemidler er stadig en mangelvare

En stor del af de ansatte i ældreplejen og på landets sygehuse kan ikke leve op til sundhedsmyndighedernes retningslinjer blandt andet på grund af mangel på værnemidler. Det viser omfattende undersøgelse blandt FOAs medlemmer.

Ansatte, som er i tæt kontakt med borgerne, skal bære maske eller visir. Sådan lyder retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen for ansatte inden for blandt andet ældreplejen og på sygehuse, som skal hindre spredning af smitte med COVID-19.

Men praksis er desværre, at mange ansatte fortsat har tæt ansigts-til-ansigts-kontakt med borgerne uden at bruge de påkrævede værnemidler. Det viser en stor undersøgelse, som er gennemført blandt FOAs medlemmer, der blandt andet arbejder inden for social- og sundhedsområdet og som ambulancereddere.

I undersøgelsen, som er gennemført blandt godt 3.900 medlemmer, fortæller hele 56 procent af de ansatte indenfor social- og sundhedsområdet, at de inden for den seneste uge har været i tæt ansigtskontakt med borgere uden at bære visir eller maske. Omtrent hvert tredje FOA-medlem har været i kontakt med COVID-smittede eller borgere med symptomer på smitte. Og af dem har 15 procent inden for den seneste uge været det uden at bruge værnemidler.

Billede: FOA

Formand for FOAs Social- og Sundhedssektor Torben K. Hollmann er stærkt bekymret over, at retningslinjerne ikke overholdes og kalder det et klart ledelsessvigt. Undersøgelsen viser nemlig også, at den manglende brug af værnemidler blandt andet skyldes, at de ansatte ikke har haft adgang til de nødvendige værnemidler.

”Over for os siger KL og regionerne, at der er værnemidler nok i landet. Så må de se at få dem ud til frontlinjen. For det er slet ikke godt nok og dybt uansvarligt over for både borgerne og de ansatte, der risikerer at blive smittet eller sprede smitte,” siger han.

Af dem, der har været ved smittede eller borgere med symptomer uden værnemidler, angiver hele 29 procent, at det skyldtes manglen på værnemidler. Og ser man samlet på FOAs medlemsgrupper, er det hele 19 procent, der angiver, at de inden for den seneste uge har oplevet manglende adgang til de værnemidler, som de ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal bruge.

Retningslinjerne på området er ellers blevet strammet sidst i april måned efter pres fra FOA. Siden den 24. april har retningslinjen således lydt, at ansatte på blandt andet plejecentre ikke bare bør men skal iføre sig visir eller maske ved ansigt-til-ansigt-kontakt.

Ud over manglen på værnemidler siger mere end hvert andet FOA-medlem i undersøgelsen, at den manglende brug af værnemidler skyldtes, at de på deres arbejdsplads ikke bruger visir eller maske med mindre, borgeren er smittet med COVID-19 eller har symptomer på sygdommen.

”Det nytter jo ikke noget, at de retningslinjer, som er til for at sikre en forsvarlig åbning af for eksempel ældreområdet, ignoreres. Der skal være styr på de ting. Både på, at der er værnemidler nok og på, at retningslinjerne bliver overholdt,” siger Torben K. Hollmann.

 

Kilde
KILDE:
Vis mere

Redaktionen

Redaktionen - se mere under "kontakt" Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button
Close
Close
X