fbpx
BæredygtighedFredericiaMiljøNaturPolitik

To nye skove på vej til fredericianerne

Byrådet har netop besluttet at etablere to helt nye skove til borgerne i Fredericia – og de har ikke kostet en krone!

I 2020 bliver der plantet to helt nye skove i Fredericia. Den ene ved det eksisterende skovareal i Taulov, den anden ved jernbanetunnelen på Ydre Ringvej. Det besluttede byrådet på årets sidste møde i mandags. 

Etableringen sker kvit og frit, da Fredericia Kommune har indgået et samarbejde med organisationerne Plant et Træ og Growing Trees Network. Sidstnævnte stod bag den store tv-indsamling ”Danmark planter træer” sammen med TV2 og Danmarks Naturfredningsforening for få måneder siden. 

”Vi er rigtig glade for, at Growing Trees Network og Plant et Træ vil rejse ny skov i Fredericia. Både borgere og besøgende kvitterer for vores grønne områder, og nu får vi tilføjet to ekstra til samlingen, som både vi og dyrelivet vil kunne få stor glæde af. De to skove tilsammen udgør et areal, der svarer til ca. 11 fodboldbaner, så på sigt bliver det nogle store flotte områder, der er med til at styrke de grønne miljøer i vestbyen og Taulov”, siger formand for Miljø- og Teknikudvalget Christian Bro. 

Ved det store indsamlingsshow på TV2 samlede danskere, virksomheder og organisationer så stort et pengebeløb ind, at der kan plantes flere end en mio. træer rundt om i Danmark. Det er en del af de penge, der finansierer det nye skovareal i Taulov. 

Allerede i gang fra foråret
Konkret har byrådet afsat henholdsvis fem hektar til projektet ved Taulov og tre hektar til projektet ved jernbanen. I alt bliver der plads til ca. 28.000 nye træer, som fredericianerne kan nyde, og som biller og larver kan boltre sig i.

”Vi forventer, at vi kommer til at plante de nye skovarealer allerede til foråret. I Taulov bliver det efter samme model, som da vi plantede folkeskoven ved Vejlby tidligere på året, hvor borgerne kan være med til at sætte de nye træer i jorden”, siger Christian Bro. 

Når skoven ved Ydre Ringvej etableres, bliver det med særligt fokus på kommunens børn og unge. 

”For Plant et Træ handler det ikke bare om at plante træer, men også om at give kærligheden til naturen videre til nye generationer, så de automatisk passer på den. For dét man holder af, passer man på. Siden 1988 har vi plantet omkring halvanden millioner træer rundt om i Danmark, og millioner af børn har været med. Plant et Træ har foreløbigt etableret ni undervisningsskove, hvor vi bidrager med undervisningsmaterialer og har skoleelever med ude at plante. Vi er ved at undersøge, om det også kan lade sig gøre med arealet i Fredericia”, siger Jens Døssing, landsformand for organisationen Plant et Træ, som finansierer træer og plantning af arealet ved jernbanetunnelen. 

På begge arealer bliver der plantet små løvtræer og buske, som på sigt vil vokse sig store og flotte. I løbet af de første fem år vil de være ca. to meter høje.

”Det er naturplanlægning på den lange bane, for der kommer til at gå mere end 20 år, før der står dét, man forbinder med en helt færdig skov med tætte kroner og stisystemer. Men jeg glæder mig over, at vi giver en grønnere kommune videre til generationerne efter os”, siger Christian Bro. 

Billede: Fredericia kommun
 
Facebook kommentarer
Kilde
Kilde:
Vis mere
Back to top button
Close
Close
X