Teater Malstrøm: I fællesskab kan vi skabe Syddanmarks stærkeste kulturhus

Demokrati- og Borgerudvalget i Fredericia Kommune har inviteret borgere, virksomheder og foreninger i Fredericia til at komme med deres ønsker og visioner for et nyt teater. Den invitation griber byens semi-professionelle teater, Teater Malstrøm, til at komme med sit teaterfaglige perspektiv på hvordan et nyt Fredericia Teater kan være en del af ny spændende udvikling for teaterlivet i både Fredericia, Trekantområdet og meget længere ud.
Et nyt teater skaber nye muligheder
Teater Malstrøm ser for sig, at der nu er en chance for igen at markere Fredericia som et kraftcenter for teater, der ud over at komme fredericianerne til gavn med spændende kulturoplevelser, også kan tiltrække teatergæster til byen fra nær og fjern, med det byliv, det tilfører, og den store meromsætning, det giver i byen.
Teaterleder Martin Bach Sørensen uddyber:
”Hvis vi kan blive enige om, at dét er målet, så kræver det, at vi træffer nogle kloge valg, og udnytter de ressourcer og kompetencer, vi kan tappe ind i. Derfor bør diskussionen om fremtidens Fredericia Teater faktisk starte et andet sted end at kigge snævert på Fredericia Teater. Vi bør starte med at se bredere på, hvilke muligheder, der er på teatermarkedet, hvilke styrkepositioner vi har i Fredericia, og hvordan vi kan komme til at udnytte de muligheder fuldt ud, uden at bygge en ny kolos på økonomiske lerfødder”.
Teater Malstrøm er vokset ud af de nuværende rammer
Teater Malstrøm har siden teatrets start i 2016 spillet forestillinger i de intime rammer på Det Bruunske Pakhus i Fredericia. Kunstnerisk leder Michael Hansen fortæller om udviklingen:
”Vi har nu lavet 13 produktioner, 3-4 om året, der typisk spiller 20-25 aftener hver. Med tiden er produktionerne, kvaliteten og teatrets organisation vokset, og behovet for at spille i større rammer er blevet presserende”.
Ud over salens begrænsede størrelse, der kun rummer ca. 100 siddende publikum, er søjlerne, den lave loftshøjde og de manglende backstage faciliteter, daglige udfordringer for Teater Malstrøm at bokse med i Det Bruunske Pakhus.
Teater Malstrøm ser processen omkring et nyt teater som en mulighed for at blive en del af nogle større fysiske rammer, hvor bl.a. teaterbygningens lille sal kunne være et oplagt sted for Teater Malstrøms fremtidige forestillinger. Michael Hansen præciserer:
”Selvom Teater Malstrøm gør sig tanker om større og mere egnede lokaler, er det vigtigt stadig at bevare de intime rammer, som Teater Malstrøm er kendt for. Det vil vi scenografisk kunne skabe i den lille sal, der har en perfekt størrelse til vores produktioner”.
Syddanmarks stærkeste kulturhus
For Teater Malstrøm er nøglen til et stærkt nyt kulturhus samarbejde. Teater Malstrøms forslag går derfor på at samle de to producerende teatre i byen, Teater Malstrøm og et nyt Fredericia Teater, under samme tag i de nuværende teaterbygninger. Huset vil derudover fortsat rumme de forestillinger Fredericia-Middelfart Teaterforening henter til byen. Martin Bach Sørensen uddyber forslaget:
”De nuværende teaterbygninger kan skabe rammen om et nyt sprudlende kulturhus i byen, der i dén grad vil markere Fredericia på teater-landkortet. Prøv at forestille jer et kulturhus, hvor vi om aftenen kan tilbyde forestillinger i begge sale i teatersæsonen. Byens teaterudbud vil blive meget mere synligt og der kan laves fælles markedsføring for kulturhuset, så teaterpublikum vil kunne bladre i et flot sæsonprogram for hele huset. Det er der også økonomiske gevinster ved, ligesom der vil være det ved at dele faciliteter og udstyr. Ved at samle teaterlivet i én bygning, vil der også opstå en række synergier, hvor de kreative, administrative og tekniske kompetencer i huset kan udnyttes bedre”.
Bredere teaterudbud i Fredericia
For Teater Malstrøm er der ingen tvivl om, at det også fremover giver mening at satse på at lave verdensklasse musicals i Fredericia. Michael Hansen fortæller:
”Med en statsanerkendt musical performer uddannelse i Fredericia og de mange utroligt kompetente mennesker i byen, der har været en stor del af Fredericia Teaters succes, giver det sig selv, at der også fremover bør produceres og spilles musicals i verdensklasse i Fredericia. Det bygger naturligt videre på det brand, byen er blevet kendt for. Men vi mener, at der bør satses på et bredere teaterudbud i byen fremover. Vi kan se, at der i den nuværende situation, er en mulighed for at tiltrække meget mere fedt, nyskabende og også eksperimenterende teater til byen. Der er masser af teaterproduktioner af høj kvalitet, der tager på turné i Danmark, men langt det meste kommer bare ikke til Fredericia. Nu hvor Mungo Park er lukket, og det nye egnsteater i Kolding går mainstream, kan den type forestillinger sjældent opleves i Trekantområdet i det hele taget. Det kulturhus koncept, vi foreslår for Fredericia, går ud over musicals og mainstream teaterforestillinger også ind på det marked, og indeholder derfor også flere skæve og nyskabende teaterforestillinger. De vil kunne spille godt sammen med Teater Malstrøms forestillinger i den Lille Sal, som derved vil kunne få sin egen profil i kulturhuset. Det vil appellere til alle generationer, og i særdeleshed til unge og studerende, som også gerne skal opfatte Fredericia som en attraktiv by.
Dracula i Lille Sal i teaterbygningen?
I foråret 2021 opsætter Teater Malstrøm forestillingen Dracula, en forestilling, der lægger op til at blive spillet i en større sal, både produktionsmæssigt men også på grund af publikumspotentialet. Det ville være en oplagt mulighed for Teater Malstrøm at spille i Lille Sal i den nuværende teaterbygning. Teaterleder Martin Bach Sørensen afslutter:
”Dracula er en helt oplagt mulighed for at vise, hvad vi kan lave i huset og samtidig beholde den DNA Teater Malstrøm har skabt med teater i intime omgivelser”.
Det kræver dog, at der senest til oktober træffes en politisk beslutning om Teater Malstrøm må benytte salen, da det vil være sidste udkald for at nå at flytte Dracula produktionen til de større rammer.
Faktaboks:
Teater Malstrøm har programsat de tre kommende opsætninger, og afslører senere i august repertoiret for resten af 2021, hvor billetsalget til 2021 forestillingerne også skydes i gang.
- Burlesque – The Time Machine – Showforestillingen, der både rummer live sang, komik, dans, farverige kostumer og erotisk show, har repremiere 17. september og spiller tor-lør kl. 19.30 frem til 24. oktober.
- Sonja fra Saxogade – Urpremieren på teaterudgaven af den kendte TV-serie fra 60’erne har premiere 20. november og spiller frem til 13. december. Familieforestillingen spiller fredage kl. 18 samt lørdage og søndage kl. 12 og kl. 16.
- Dracula – Gyserkomedien har premiere 11. marts 2021 og spiller tor-søn kl. 19.30 frem til 25. april.