BæredygtighedDanmarkRegionen

Syddanskere skal give anbefalinger til bæredygtigt forbrug

Region Syddanmark har 8. juni sendt invitationer til 10.000 syddanskere, der inviteres til Borgersamling Bæredygtigt Forbrug, hvor borgerne skal finde frem til anbefalinger om tiltag, der kan støtte og realisere visionen om en bæredygtig fremtid.

10.000 syddanskere og 10.000 borgere i Region Hovedstaden har i dag modtaget en invitation til Borgersamling Bæredygtigt Forbrug. Invitationen kommer fra Region Syddanmark, Region Hovedstaden, Vejle Kommune, Frederiksberg Kommune og Rudersdal Kommune, som skal finde frem til 66 borgere, som skal give deres anbefalinger til, hvordan vi kan leve mere bæredygtigt og passe på jordens ressourcer.

Danskere er europamestre i affaldsproduktion

Erfaring viser, at viden og input fra hverdagen er afgørende for at kunne ændre vores systemer, politikker og vaner. Og lige netop når det handler om forbrug, er det særligt afgørende at få danskerne med.

Danskerne forbruger nemlig flere naturressourcer, end kloden kan holde til, og vi har Europa-rekord i affaldsproduktion. Derfor skal danskerne også være med til at gentænke og designe visionen for en fremtid med et bæredygtigt forbrug.

Fælles anbefalinger

Deltagerne i borgersamlingen skal mødes over en række weekender for at lytte til eksperter, diskutere problemstillinger og formulere fælles anbefalinger til, hvordan Danmark omstiller sig til en fremtid med mere bæredygtigt forbrug. Anbefalingerne afleveres til politikere i de tre kommuner og to regioner. Derudover er håbet, at de også vil inspirere nationalt, blandt andet til at understøtte implementeringen af den nationale handlingsplan for cirkulær økonomi.

Formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark Michael Nielsen (K) siger:

annonce

– Vi står over for en kæmpe klima- og ressourceudfordring, og der skal ske store ændringer. Vi forbruger for mange ressourcer og udleder for meget CO2. Det er en udfordring, som vi mener kun kan løses i fællesskab. Vi skal bl.a. have skabt nogle nye hverdagsstrukturer, som gør det nemmere og mere attraktivt at forbruge bæredygtigt, og her har vi virkelig brug for borgernes input til, hvordan vi sammen kan skabe et Syddanmark, som er bæredygtigt og godt at leve i. Derfor håber jeg, at mange borgere tager imod invitationen.

Borgersamlingen mødes første gang d. 24. september i Rudersdal Kommune, hvor de 66 borgere skal møde hinanden og starte lærings- og dialogprocessen. Herefter går turen til Region Hovedstaden i november, Region Syddanmark i januar, Vejle Kommune i februar og Frederiksberg Kommune i marts. I april 2023 er det forventningen, at deltagerne vil præsentere deres anbefalinger for resten af Danmark.

Om Borgersamling Bæredygtigt Forbrug:

Borgersamling Bæredygtigt Forbrug er en del af EU-projektet ”Circular Economy Beyond Waste”, hvor 39 partnere (kommuner, regioner, organisationer og virksomheder) skal finde frem til løsninger inden for bæredygtigt forbrug og cirkulær økonomi. Projektet er delvist finansieret af EU’s LIFE IP-program.

En borgersamling er et borgerinddragelsesformat, som blandt andet er blevet brugt til at inddrage borgere i beslutningsprocesser i Københavns Kommune, Albertslund Kommune, Rudersdal Kommune og senest i Greve Kommune i forbindelse med udviklingen af kommunens klimapolitik.

Borgersamling Bæredygtigt Forbrug er drevet af We Do Democracy, der er en rådgivningsvirksomhed, som har flere års erfaring med at designe og facilitere borgersamlinger.

Vær med

Du kan være én af de heldige, som fra i dag af kan finde en invitation i din e-Boks til at deltage i borgersamlingen. Blandt dem, der tilmelder sig, vil der blive trukket lod om 66 pladser, som repræsenterer så vidt muligt hele Danmarks befolkningssammensætning. Det vil undervejs være muligt for alle at deltage. Du vil blandt andet kunne give dit input til borgersamlingen løbende på borgersamlingens digitale platform samt på Klimafolkemødet i Middelfart i september og midtvejs i processen, hvor der inviteres til åbne borgermøder. Under de åbne borgermøder kan man høre om borgersamlingens arbejde indtil nu og bidrage til samlingens arbejde med anbefalingerne til politikerne og resten af Danmark.

Du kan læse mere om borgersamlingen og følge processen via linket her: https://baeredygtigtforbrug.borgersamling.dk/da-DK/ 

Pressemeddelelse, Region Syddanmark

Facebook kommentarer

annonce
Kilde
Pressemeddelelse, Region Syddanmark
Vis mere
annonce

Redaktionen

Redaktionen - se mere under "kontakt" Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button