fbpx
u
PolitikRegionenSind

Syddansk budgetforlig med flere penge til psykiatri og klima

u

Region Syddanmarks budget for 2020 er nu på plads med et bredt forlig i det syddanske regionsråd. Regionens stabile økonomi kombineret med en god økonomiaftale gør det muligt for forligsparterne at give et mærkbart løft til sundhedsområdet – ikke mindst på psykiatriområdet. Budgetforliget bærer også præg af, at parterne prioriterer klimaindsatsen meget højt.

Akut MR-scanning døgnet rundt til patienter med blodprop i hjernen, udbredelse af personlig medicin, som er skræddersyet til den enkelte patient, forbedrede parkeringsforhold ved sygehuset i Esbjerg, en bedre introduktion til nye medarbejdere, udbredelse af gode innovative løsninger samt en styrket indsats for rent grundvand. Det er nogle af de mange konkrete tiltag, som er med i aftalen om regionens budget for 2020.

Men også klimaområdet fylder meget i budgettet. Forligsparterne lægger stor vægt på, at regionen bidrager til FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling og dermed også selv belaster klimaet mindst muligt.

Budgetforliget blev indgået 21. oktober 2019, og forligsparterne er Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og løsgænger Marianne Mørk Mathiesen. Samlet set står 39 af regionsrådets 41 medlemmer bag forliget. Enhedslistens to mandater er ikke med i forliget.

Se budgetforliget

Et bredt budgetforlig

Regionrådsformand Stephanie Lose (V) glæder sig over, at budgettet for 2020 nu er på plads:

– Vi har fået en god økonomiaftale med regeringen i år. Sammenholdt med den gode og stabile økonomi, vi har i regionen, har det været muligt at prioritere rigtig mange områder i årets budgetaftale. Det er glædeligt og vil gavne både patienterne og medarbejderne.

Stephanie Lose fortsætter:

– Samtidig er jeg rigtig glad for, at alle forligsparter har budt konstruktivt ind i løbet af budgetforhandlingerne. Det har betydet, at vi har fået et godt og bredt forlig, som alle parter har sat deres præg på.

Økonomisk boost til psykiatriområdet

I budgettet for 2019 fik psykiatriområdet 43 mio. kr. til en række konkrete indsatser på psykiatriområdet og samtidig blev der sat gang i udviklingen af en ny psykiatriplan, der skal sætte den overordnede kurs for psykiatrien i Region Syddanmark.

Den nye psykiatriplan forventes godkendt af regionsrådet i december 2019 efter endt høring og har blandt andet fokus på forskning i årsager til mental mistrivsel hos børn og unge samt på at forebygge, at psykisk sårbare børn og unge står uden hjælp, fordi de ikke tilhører målgruppen for psykiatrien.

Forligsparterne bakker op om arbejdet ved at afsætte de første 24 mio. kr. årligt til implementering af planen.

Bidrag til FN’s verdensmål og klimaet

Region Syddanmark ønsker at bidrage til FN’s verdensmål. Både som en organisation, der er ansvarlig for en meget stor del af det samlede sundhedsvæsen, men også som en vigtig spiller inden for regional udvikling.

Derfor er der afsat 10 mio. kr. årligt i budgettet til at føre regionens nye ambitiøse udviklingsstrategi: ”Fremtidens Syddanmark” ud i livet. Strategien, der blandt andet rummer en klimastrategi, forventes vedtaget i foråret 2020 og lægger sig tæt op ad FN’s verdensmål.

Forligsparterne ønsker at reducere regionens CO2-aftryk ved for eksempel bedre affaldssortering, øget genanvendelse og større fokus på klimarigtige indkøb.

Allerede i foråret 2019 blev der afsat en klimapulje på 10 mio. kr. til at understøtte klimastrategien. Den pulje er forligsparterne enige om at forhøje med 5 mio. kr. i 2020.

Medarbejderne skal have de rette kompetencer

Forligsparterne er enige om, at medarbejderne er regionens vigtigste aktiv. De har derfor sat cirka 45 mio. kr. af til at sikre, at medarbejderne trives og har de rette kompetencer til at udføre deres opgaver.

Pengene skal blandt andet gå til at styrke medarbejdernes kommunikative og digitale kompetencer, forbedre introduktionsforløbet for nye medarbejdere og udvikle den lægelige videreuddannelse.

Regionen er klar til fremtidens sundhedsvæsen

Forligsparterne lægger vægt på, at Syddanmark er godt rustet til fremtidens sundhedsvæsen, hvor et af omdrejningspunkterne er at styrke nærhed og sammenhæng i behandlingen af patienterne.

Med budgetforliget sættes der yderligere initiativer i gang, som skal styrke det nære sundhedsvæsen. Parterne lægger op til, at der i 2020 særligt fokuseres på løsninger, som understøtter praktiserende lægers samarbejde med sygehusene og tværsektorielle indsatser for ældre patienter, når de udskrives fra sygehuset. 

I budgetaftalen har forligsparterne afsat 20 mio. kr. til at udbrede gode nationale og regionale løsninger til hele regionen. Det kan handle om digitalisering og ny teknologi, men også om gode metoder til samarbejde på tværs af sektorer.

Forligsparterne ønsker specifikt at undersøge, om nye mobile IV-pumper (til intravenøs medicinering) har potentiale til at blive udbredt til flere patientgrupper, som dermed får mulighed for at klare sig i hjemmet og slippe for længerevarende indlæggelser. Der afsættes 10 mio. kr. i en engangspulje til dette.

Regionens budget for 2020 skal efter planen formelt vedtages på regionsrådsmødet 28. oktober 2019.

Fakta om budget 2020

Aftalen om budget 2020 indeholder: 

  • 206 mio. kr. til stigende medicinudgifter og til udgifter forbundet med, at den gennemsnitlige levealder stiger og syddanskerne derfor har brug for flere sundhedsydelser.
  • 50 mio. kr. til apparatur og genanskaffelser.
  • 80 mio. kr. ekstra til sundhedsområdet, hvoraf de 24 mio. kr. er øremærket til psykiatriområdet.
  • 20 mio. kr. til forbedrede introduktionsforløb for nyansatte samt styrkelse af uddannelsestilbud til de sundhedsprofessionelle, som allerede er aftalt og finansieret af merbesparelsen fra det gennemførte udbud af vaskeriydelser.
  • 15 mio. kr. er til regional udvikling og dermed også til arbejdet med klima og bæredygtighed.

Derudover indeholder aftalen et engangsbeløb på 65 mio. kr. til indkøb af nyt udstyr, digitalisering og udbredelse af gode løsninger til hele regionen.

Region Syddanmarks samlede driftsbudget i 2020 er på i alt 26,5 mia. kr. For de penge leverer cirka 25.000 fuldtidsmedarbejdere sundheds-, psykiatri- og socialydelser til de 1,2 mio. syddanskere og arbejder med at styrke den regionale udvikling.

Yderligere oplysninger

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark,
mobil 25 33 09 82
Gruppeformand Poul-Erik Svendsen (S), Region Syddanmark,
mobil 29 20 12 00
Gruppeformand Villy Søvndal (SF), Region Syddanmark,
mobil 41 73 38 88
Gruppeformand Thies Mathiasen (DF), Region Syddanmark,
mobil 40 40 77 46
Gruppeformand Morten Weiss-Pedersen (K), Region Syddanmark,
mobil 61 61 27 23
Gruppeformand Vibeke Syppli Enrum (EL), Region Syddanmark,
mobil 20 46 06 03
Gruppeformand Morten Brixtofte Petersen (R), Region Syddanmark,
mobil 61 74 54 42
Gruppeformand Marianne Mørk Mathiesen (løsgænger), Region Syddanmark, mobil 28 69 79 00
 

Facebook kommentarer
u
Vis mere
Back to top button
Close
Close
X