fbpx
BorgerFredericiaØkonomiUddannelse

Rekruttering i logistikbranchen kræver fokus og nytænkning

Temaet er medarbejdere i logistikbranchen (og manglen på samme), når MOVE-konferencen løber af stablen onsdag den 8. maj i MESSE C Fredericia.

Konferencen foregår fra klokken 11.00 til 15.30 og består af case-baserede indlæg fyldt med inspiration og mulige eksempler til efterfølgelse. Blandt oplægsholderne er HR Manager Charlotte Johannessen fra Kolding-virksomheden Prime Cargo A/S, som har succes med at trække unge mennesker ind i folden.

– Vi lægger vægt på at tænke ud af boksen, og så er vi meget opmærksomme på de strømninger, der er i samfundet, fortæller Charlotte Johannessen og nævner et par eksempler:

Da der var mangel på praktikpladser i samfundet, bød Prime Cargo sig til med en lager- og logistikuddannelse i samarbejde med EUC Lillebælt og Hansenberg – og man skabte også tilbud til nogle af de syrere, som kom til landet for nogle år siden.

– Vores branche er ikke lønførende, og eksempelvis lagerarbejde er ikke højt profileret blandt de unge. Og når vi er på uddannelsesmesser, så er vi jo en lille mus ved siden af for eksempel JYSK eller Lidl, som har HELT andre branding-budgetter. Så vi er nødt til at tænke nyt og gå nye veje, påpeger Charlotte Johannessen.

Prime Cargo har eksempelvis for kort tid siden rettet sigtet mod ufaglærte i aldersgruppen 25+, og de barsler også med en ”fredagscafé”, hvor unge medarbejdere kan invitere jævnaldrende kammerater ud på besøg. Ofte handler det nemlig ”bare” om at få de unge ind over dørtærsklen – når man så får talt med dem og forklaret, hvor spændende branchen faktisk er, så er interessen vakt, siger HR Manageren.

På MOVE-konferencen vil Charlotte Johannessen også fortælle om, hvorfor det er en styrke med mangfoldighed (i Prime Cargo arbejder 22 forskellige nationaliteter), hvordan man kan lave sin egen fødekæde ved at talentudvikle unge medarbejdere – og hvorfor logistikbranchen skal blive bedre til at tale sig selv op og berette om sine resultater og succeser.

Konferencen i MESSE C Fredericia arrangeres i samarbejde med Syddansk Logistikforum og Danske Transportmedier. MOVE-konferencen den 8. maj er også tænkt som en appetitvækker for MOVE 2020, som bliver en fuldskala messe for logistik og supply chain-området.

Facebook kommentarer
Vi er til at for hjælpe hinanden
Kilde
Pressemeddelelse
Vis mere
Back to top button
Close
X