DanmarkSamfundSundhed
Trending

Rekord: Danskerne støtter Knæk Cancer med næsten 170 mio.

Pressemeddelelse, Kræftens Bekæmpelse

Igen i år bakkede danskerne stærkt op om Knæk Cancer og samlede i alt 169.848.989 kroner ind i løbet af uge 43.
Det er det højeste beløb, der nogensinde er indsamlet til Knæk Cancer.

Opbakningen til Knæk Cancer har for tiende gang været overvældende. Der blev samlet knap 170 millioner kroner ind i en uge, der bød på et kæmpe engagement fra hele Danmark, rørende historier, kreative indsamlinger og ikke mindst oplysning om kræft og forskning.

Indsamlingsbeløbet er det højeste, danskerne nogensinde har givet til Knæk Cancer. Sidste år kunne resultatet på ’Knæk Cancer Live’-aftenen opgøres til 139 millioner kroner, mens den hidtidige rekord på 163 millioner kroner stammer fra 2016.

Indtil nu har i alt 354 projekter inden for forskning, patientstøtte og forebyggelse modtaget penge fra Knæk Cancer. Og over 40 projekter bliver sat i gang nu, hvor pengene fra indsamlingen i år bliver fordelt.


Læs mere om projekterne 

Kræftens BekæmpelseDybt taknemmelige
Hos Kræftens Bekæmpelse er der begejstring og glæde over endnu en gang at mærke den enorme opbakning til kræftsagen og Knæk Cancer.

annonce

– Vi er dybt taknemmelige over det fantastiske engagement, danskerne igen i år har vist under Knæk Cancer – både økonomisk og menneskeligt. Det er utroligt imponerende, hvordan kreativiteten blomstrer, og hele landet står sammen. Det er Danmark, når vi er bedst, siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, og fortsætter:

– Det har været en uge fyldt med håb og rørende og stærke historier. De mange patienter og pårørende, der gennem ugen har delt deres skæbner, er med til at give håb til andre og vise, at ingen skal stå alene med kræft. Nu glæder vi os til at dele de mange penge ud til en lang række spændende projekter, der kan være med til at sikre, at færre får kræft, og at flere overlever og får et bedre liv med deres sygdom.

I løbet af ugen har TV 2 haft fokus på vigtige kræfttemaer som f.eks. senfølger, tidlig diagnose og ny behandling og forskning.

En af årets vigtigste uger for TV 2
Danskernes Knæk Cancer-engagement har været stort og fantasifuldt over hele landet, og mange byer har etableret nye fællesskaber for at støtte Knæk Cancer. Der er solgt kager, stiklinger, perleplader og smykker, gennemført spisearrangementer i alle størrelser, samlet pant, holdt auktioner, delt Knæk Cancer-blomster på nettet, lavet burpees samt løbet, cyklet og gået tusindvis af kilometer for at samle penge ind. Der er holdt stemningsfulde lysceremonier og sms’et og indtelefoneret små og store beløb fra både privatpersoner og virksomheder.

Hos TV 2 er der både stolthed og glæde over Knæk Cancer, der igen har fået en kolossal folkelig opbakning, og som har givet kampen mod kræft – og støtten til kræftramte og deres familier – et stærkt løft.

– Kræft rammer hver tredje dansker, og dermed kender vi alle familiemedlemmer eller venner, som er ramt af sygdommen. Indsatsen mod kræft er blevet en folkesag, og Danmark har igen leveret en fantastisk opbakning til at knække cancer. Det giver kolossal stolthed på TV 2 at være en del af Knæk Cancer, siger TV 2s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard, der også udtrykker stor tak for åbenhed og mod til de medvirkende i TV 2s Knæk Cancer-programmer, -indslag og -artikler.

Ugen kulminerede med showet ’Knæk Cancer Live’ lørdag aften, og også andre TV 2-programmer som ’Vild med dans, ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften LIVE’ har bidraget stort til indsamlingen.

En lang række virksomheder har ligeledes støttet Knæk Cancer – læs mere her

Det går pengene til
Kræftens Bekæmpelse har på forhånd prioriteret, hvordan Knæk Cancer 2021-pengene fordeles på temaer og projekter. En lang række forskere vil de kommende uger få at vide, at de får penge fra Knæk Cancer og kan sætte gang i arbejdet.

Det går pengene fra Knæk Cancer 2021

——————

Læs mere om Knæk Cancer på knækcancer.tv2.dk, hvor også en række private indsamlinger fortsætter de kommende dage.

Ugens Knæk Cancer-programmer og -indslag – inden for aktualitet, fiktion, dokumentar og underholdning – er samlet på TV 2 PLAY og kan ses her.

Følg Knæk Cancer på Facebook her.

Følg Knæk Cancer på Instagram her.

Pressemeddelelse, Kræftens Bekæmpelse

Facebook kommentarer

annonce
Kilde
Pressemeddelelse, Kræftens Bekæmpelse
Vis mere
annonce

Redaktionen

Redaktionen - se mere under "kontakt" Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button