BorgerPolitikRegionenSamfund

Region Syddanmark styrker demensbehandlingen med fire neuropsykologer

Region Syddanmark uddanner fire neuropsykologer, der skal styrke demensindsatsen og arbejdet med hjerneskader. De fire uddannelsesstillinger skal blandt andet understøtte arbejdet på de fire demensklinikker, regionen har åbnet siden 2018.

Demens og hjerneskade kræver helt særlige kompetencer hos det sundhedspersonale, der står for behandlingen. De kompetencer har regionen haft svært ved at rekruttere. Derudover har sammensætningen af uddannelsen til neuropsykolog har været en udfordring for de psykologer, som har haft lyst til at videreuddanne sig. Region Syddanmark opretter derfor fire uddannelsesstillinger i et fastlagt forløb. Og når de fire neuropsykologer er færdiguddannede, vil de komme til at indgå i regionens behandling af både demens og hjerneskaderehabilitering. Sådan lyder det fra Sundhedsudvalget i Region Syddanmark.

Udvalget har netop godkendt en samlet bevilling på 8,8 mio. kr. til fire uddannelsesstillinger, og udvalget sender nu forslaget til godkendelse i regionsrådet.

Poul-Erik Svendsen (S), formand for Sundhedsudvalget, udtaler:

– I takt med at vi bliver flere ældre, vil der blive flere, som rammes af demens. Derfor er det vigtigt, at Region Syddanmark kan imødekomme behovet for specialiseret viden og behandling på området. Neuropsykologer er særligt gode til at udrede og behandle patienter med demens. De er særligt uddannede til at teste hjernens funktioner og til at forstå, hvordan hjernens funktioner afspejles i tanker, følelser og handlinger. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu sætter penge af til at uddanne flere af dem ved at styrke uddannelsen til neuropsykolog og styrke vores rekrutteringsgrundlag. På den lange bane vil det nemlig sikre endnu flere syddanskere kan få en god og specialiseret behandling, hvis de rammes af demens.

Kræver erfarne psykologer

Regionen skal nu ud at finde de fire psykologer, med mindst to års erfaring med voksenpsykologi, der skal tilbydes de fire uddannelsesstillinger. De fire stillinger vil blive besat over de kommende fire år i et samarbejde på tværs af regionens fem sygehusenheder.

Uddannelsesforløbet løber over tre år. Det indeholder blandt andet ophold på en neurologisk afdeling, specialisering i hjerneskadebehandling og erfaringsopbygning fra enten psykiatrien eller en af regionens demensklinikker. Det betyder, at de færdiguddannede neuropsykologer vil have mindst fem års erfaring, når de er færdiguddannede.

Fakta

I 2018 vedtog regionsrådet at oprette fire demensklinikker på tværs af regionen.

De fire klinikker er godt i gang, og i budgetaftalen for 2021 har regionsrådet vedtaget at styrke dem yderligere ved at uddanne fire neuropsykologer.

Region Syddanmark følger dermed Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at sikre en yderligere specialisering af regionens behandlingstilbud på demensområdet. Når neuropsykologerne er færdiguddannede, vil de også deltage i behandlingen af patienter med hjerneskade.

Kilde
Region Syddanmark styrker demensbehandlingen med fire neuropsykologer
Vis mere

Redaktionen

Redaktionen - se mere under "kontakt" Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button
X