fbpx
Debat

Quo vadis, Danmark?

Læserbrev fra Katia Pedersen.

Hvor er du på vej hen, Danmark? 
Jeg kom til at kende Danmark sidst i ’90erne, da en række foredragsholdere kom til Rumænien og fortalte om den danske velfærdsmodel. Det skete takket være Demokratifonden (ikke-eksisterende længere), der støttede det fragile demokratiopbygning i østeuropæiske lande efter ”kommunismens” fald i 1989. Danmark var et af de lande, der delte utrolig meget ud af dens know-how på mange områder: demokratioplysning og implementering, offentlig administration, miljø, uddannelse, social- og økonomi, frivillighed, samfundsaspekter, etc. Tusindvis af mennesker hørte for første gang i deres liv om demokrati, menneskerettigheder, fælleskab, frivillighed, lighed (både socialt og kønsmæssigt) fra kloge, stolte og glade danskere.
Lidt senere supplerede jeg min viden om Danmark herhjemme i Århus, kurserne holdtes både i de østeuropæiske lande og Danmark, hvor deltagerne havde muligheden at erfare, hvordan teorien udføres i det praktiske liv. For at opsummere reaktionen på alt det, vi hørte og oplevede, lød det noget i den retning: ”These people are crazy. Something like this is not possible, is an utopia”. Jeg var blandt andet tolken. Da jeg oversatte det, grinede vores foredragsholdere med hjertet fuld af tilfredsstillelse og stolthed. Dengang var Danmark (ifølge Eurostat) nummer 2 på listen over de mest lige lande i Europa. Det var de tider.

I løbet af relativ kort tid skete der det, at Danmark røg ned som nummer 11 på den samme liste. Det er deromkring, vi befinder os i dag. Der kan være flere faktorer, der bærer ansvaret, men for det meste nedgangen skyldes politiske beslutninger, konkretiserede i reformer vedrørende skattelettelser og forringelser af sociale ydelser, som alle partierne var med til at vedtage, i større eller mindre participeringsomfang. De største ”skurker” dog hedder: Venstre (startende med den famøse Anders Fogh Rassmusens skattestop), Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Siden ses en gradvis tendens til, at tage mindre fra de bedst lønnede, med den logiske konsekvens at der er mindre at give til de svagere grupper i samfundet.

Når vi snakker forringelse af sociale ydelser, er listen meget lang og varieret (mange af jer kender det helt sikkert langt bedre, end jeg gør): halvering, nedskæringer eller stramninger på førtidspension, dagpenge, SU, kontanthjælp, sygedagpenge. Her kan der tilføjes konsekvenserne af manglende tillid og al mulige procedurer og forløb, der rammer dem, der havner i maskineriet. Plus på arbejdsmarkedet sker der med jævnlige mellemrum løn stigninger, man kan ikke sige det samme om sociale ydelser. I hvert fald husker jeg ikke, jeg hørte om stigning i sociale ydelser.
At partier som Venstre og Det Konservative Folkeparti fører den type politik, er forventelig nok. Overraskelsen og forræderne her er Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.
Dansk Folkepartis prostituerende adfærd giver ikke grund til undren, de er velkendte for alle deres teoretiske ideer om gavmildhed, ligesom for det overnaturlige evne at kunne både blæse og have mel i munden, uden at tage ansvar for noget som helst og fortsætter (overraskende nok) helt ustraffet af deres vælgere. Men så længe de forsyner folket med opium, i form af udlændinge stramninger og hadsk retorik, så det hele såmænd går nok.

Med hensyn til Socialdemokraterne er det sket noget, på et eller andet tidspunkt, der ligner en rimelig omfattende ideologisk- og politisk kursskifte. Der er mange, der har skrevet om det, og prøvede at forklare fænomenet. Trods alvorlig kompromittering af socialdemokratisk ideologi, er vælgerne stadig der, loyale over for partiet, selvom mange selv er ramte af partiets reformer eller kender nogen, der er ramt. Man kunne sagtens fristes, at være helt imponeret af vælgernes solidaritet med partiet. I mit hoved er der dog noget, der passer ikke helt sammen med det jeg, tilbage i slutningen af ’90erne hørte: én af grundene til vores velfærdssamfund og stor social lighed er, at vi danskerne holder vores politikere ansvarlige og vi ”straffer” dem ved valg. Det er én af de smukkeste ting ved vores demokrati! Jeg havde næsten tårer i både øjnene og hjertet, med tanken om og ønsket for det samme for landet, jeg er født i, Rumænien.

For nogle år siden snakkede jeg med en nygift ung lærerinde. Ønsket om at forstå, hvad det skyldes, at danskerne er de lykkeligste folk i verden, gjorde at jeg spurgte hende, om hun kunne fortælle mig om det. Svaret var klar og rimelig kort: trygheden som kommer fra bevidstheden om en stærk fælleskab og en stat, der sørger for, at ingen, absolut ingen falder ud eller ned, så de når bunden.

Hvordan er vi stillet i dag? Hvad går retorikken ud på? Vækst, vækst, og vækst igen, helt op indtil vi når skyerne, det skal betale sig at tage et arbejde, sætte gang i hjulene, skabe incitamenter som får endda de svageste til at deltage på arbejdsmarkedet, højere og højere karakterer, konkurrencesamfund, individuelt frihed, etc. De er blevet til vores alles mantra, imens prøver vi desperat, at finde vore fødder, søvn og indre balance alle mulige mere eller mindre mærkelige steder, bare ikke i os selv og i et ægte fælleskab, og absolut ikke i Folketinget.
Er det så tosset eller svært at stoppe et øjeblik, fordybe sig og bruge fornuften, for at prøve at forstå nødvendigheden af en politisk-, økonomisk-, social-, uddannelse-, miljø-, individuelt, etc. paradigmeskift? Det er godt på vej, progressive kræfter i hele Europa rejser sig og arbejde langsom, men sikkert, for en ren moder Jord, et system for alle og et bedre menneske. Og nej, der findes ikke noget rød eller blå blok. Faktisk har de ingen farve og dog, har de alle farver… Man kan vælge at kæmpe imod, slutter sig til eller vente apatisk og lade andre gøre arbejdet. Ændringen kommer ikke gratis. Heller ikke for dyrt, ville jeg mene. Det kræver fornuft, mod, empati og stor solidaritet. Plus humør, den gør alt lettere.

Hvordan har lærerinden det jeg snakkede med i dag? Hun har efterhånden været nede med depression to gange. Hun føler sig ikke tryg længere. Men hun finder lykke, håb og styrke til at gå videre, når hun hver dag ser sine to skønne børn i øjnene. Hun holder stadig af mange traditioner, men når der er valg, stemmer hun anderledes.

Katia Pedersen
Byrådskandidat
Alternativet Fredericia
(Læserbrevene her på siden – er indsenders egen holdning, Fredericia.nu er kun udgiver som platform)

Facebook kommentarer
Tags
Vis mere
Close