Premiere Anmeldelse af : “Busters Verden”
Vidunderligt for-tryllende ’damp’-ramte – Buster’s Verden – Skrevet af M@ru
Lyt til dette  |
Atter engang er jeg blevet suget ind den Malstrøm’ske hvirvel. Som nu og frem til JUL opfører familieforestillingen – Buster’s Verden. Som sædvanligt lokaliseret i Det Bruunske Pakhus’ meget intime, trygge og vante rammer. Hvor jeg allerede inden forestillingen begynder, især glæder mig over den fine sær-service, som denne Familie – og Børneforestilling byder sig til med; – et madras-område til de små publikummer på absolut første række.
– Godt tiltag, overskudsagtigt. De madrasser kan lade sig gøre i dette lille teater-rum, hvor der selvfølgeligt som altid.. spilles teater fra alle sider, op og ned ad midtergangen. De fine og enkle rekvisitter der benyttes foran den murstensvæg der åbner sig med låger og hulrum med skriveborde og hospitals-senge, og der danses næsten Merenque til Conga’s imellem de hurtige sceneskift – som fiffigt læner sig op ad musik og rytme.
En lille gruppe ’unger’ har indtaget super-logen foran scenen med popcorn og sodavand – så de skal nok holde sig vågne – tænker jeg. Magter vi der kun blev ’overflade-voksne’ efter barnddommens slutning, at gøre det samme uden popccorn og snolder?
Der er noget Teater der ikke kan anmeldes retfærdigt og korrekt, og Malstrøm’s udgave af Buster’s Verden er en sådan. Jeg er ikke den helt rette til det – ikke fordi jeg blev for gammel. For det er jeg fandeme ikke, og det bliver man aldrig til Buster. – Selv ikke når der er ’noget’ der pludseligt begynder at vokse på ham, og bliver stift – det fremkalder kun munterhed, og ikke rigtig bekymring. Det er jo den falske arm, som vil ud af ærmet, og blot den voksne der igen ødelægger barnet i sig selv med forkerte tanker, og det er deri problmet ligger!
Men først – lad os bare slå fast, at jeg elsker Buster. Ordene – sætningen er endeligt også blevet min. Men stammer ellers fra mit nylige interview med Instruktøren på denne forestillng – Michael Hansen.
Han konstaterede det, jeg som ’overflade-voksen’ ikke kan indrømme åbent og ærligt, – som det egentlig er; – jeg ELSKER Buster! – Og det er en dyb personlig inderlig kærlighed. – Ad åre iblandet livets særlige magi – tiden, og et andet blik for alting! Min uskyld blev frarøvet mig af Tiden. Og Buster er tidløs – en ædel og galant Ridder fra en svunden tid og sted; – Barndommens land.
Så for at spare netop ’tid’. Bør vi derfor starte med det vi normalt slutter med; – Stjernerne….!
– Og siden de vel stort set allesammen sidder på ’møghunden’ – Buster’s afsindigt fjollede men spidse og flotte tryllehat. Er det jo ikke nogen stjerner jeg egentlig kan dele ud af!
– Det ville tage magien fra den hat, og blot efterlade den som et omvendt Blåt kæmpe kræmmerhus. Uden guldstjerner og halvmåner på!
Så lad mig istedet give ham et 12 – tal!
Ja, – Buster får sgu’ 12 – undskyld jeg bander.
Simpelthen fordi fru Martinsen – matematik-lærerinden, aldrig nogensinde kunne drømme om at give ham andet end 00. – For som hun siger til det der nu om stunder hedder ’skole-hjem’-samtalen; ”-det her kan ikke blive ved med at gå”. – Alt imens Buster stolt konstaterer, at han lige med succes har fået lært ’Klovne-næse-tricket’ af sin far. Endda dér midt på gangen foran klasseværelset lige inden de kom ind, og imens de ventede på, at Stig-Ole og hans mor stak af i et lettere kolerisk anfald, af påført forargelse over manglen på logik i Buster Oregon Mortensen og hans enormt stærke fars tilstedeværelse. Hvad vil de dog i – og på den den skole?
Men eet får han da trods alt fra sin far, som en kærlig erklæring. – Det trick med den røde klovne næse, og en indrømmelse af, – at det med den skole… – Det fandt han heller aldrig rigtigt ud af.
Derfor synger Faren i baggårdene om foråret og sommeren. Når pigernes kjoler bliver kortere, og deres ben bliver brune, og Buster er med rundt, og de hustler sig frem som livs-kunstnere og trylle-klovne. Dog ender den arbejdsløse far, alt for ofte nede på ’Kroen’, hvor han endnu engang får tryllet de tjente penge væk, – på øl, – et slag kort eller en omgang med raflebægeret.
Forældrenes skænderi da han endelig vælter hjem, er lydtapetet til Buster’s og Ingeborgs værelse.
Lige dér under det tag-vindue hvor han ligger i sin seng, og stirrer ud i universet til stjernerne, sammen med sin søster Ingeborg. Hende med det alt for korte ene ben, som bliver drillet og mobbet af Store-Lars. Til Buster’s store ærgrelse. En uretfærdighed han dog prøver at udligne, og det giver jo ulige sammenstød med Store-Lars og hans medløber – den notoriske fedterøv; Stig-Ole. I forsøget på, at sætte sig selv imellem, og skærme den lidt melankolske og romantisk drømmende lille-søster, fra noget af alt det onde i denne verden. Værne om hendes uskyldige ’Magi’, fordi han lever og elsker sin egen Magi – Livet. 
For Ingeborg er en romantisk drømmer, og synger med melankoli sin lille sang fra spilledåsen. Den dåse der er prydet med den dansende Ballerina på den ene tå, og det andet ben strakt. En drøm hun aldrig kan nå. Men heldigvis har Buster jo kæmpe muller, og er den modige og ædle ridder der beskytter hende. Eller prøver på det. 
Den her anmelder er efterhånden blevet 52 år gammel, og havde næsten fortrængt det meste af den poesi, optimisme, hjertevarme og lalleglade kærlighed, som det skøre lille blege vind-benede cykelbud nede fra Hr. og Fru Olsens ismejeri slæber rundt på. Det vil sige; – når han da ikke lige er ved, at bukke under for vægten af de sindsygt tunge indkøbsvarer der skal cykles ud på den ligeså, – alt for store cykel – ”Long-John”! – En rask drengs frygtløse overmatch af egne evner. Hvem drømte ikke misundeligt om den større cykel som knægt?
Den er den eneste fraværende rekvisit, den store cykel. Men det gør ikke noget. For han fræser rundt med en ADHD – (’Alle Drenge Har Det’) energi, og er et overskuds-bundt der møder alt og alle uden fordomme.
Han runder haverne i Brønshøj som bud, og dernede på kanten af Ullerslev mose, – dér hvor han kan drømme og synge åbent om at trylle. – Dér hænger også duften af syrenerne henover kvarteret, og den sirlige lyd af klaver-musik strømmer ud af vinduet hjemme hos Joanna i det hvide hus med de store vinduer.
– Joanna… – Klaver-vidunderbarnet som Buster bliver lidt overdrevet lun på. Så lun at han giver den fuld gas med en hel dåse ’Old Spice’, der langsomt fylder hele rummet på det Bruunske Pakhus*.
Men først efter, at han får landet en uskyldig aftale med hende – Joanna, midt under tombola-festen i Præstegårdshaven. Iklædt den dobbelte blodtud som Store-lars har tilføjet ham med en kaste-bold, fordi Buster lagde ansigt til ’den levende skydeskive’. Selvfølgeligt med den optimistiske betragtelige indtjening for øje, og et uhyre ringe udbytte til følge!
En flødeskumskage bliver det dog til – inden ’Kufferten’ slæber afsted med Joanna. Buster’s sejr – en invitation til Joanna’s klaver-passiar med ankomst kl. 18:00, – og Ingeborg’s bekymrede blik for ’blodtuden’s’ manglende evne til at passe på sig selv.
Buster’s Verden er een af Bjarne Reuter’s mest mindeværdige fortællinger. Den fuldstændige ukuelige uskyld og livs-forelskelse; Buster. Malplaceret i et umuligt og forstemt miljø. Hvor han alligevel får sendt en hyldest til magien og livet, og hårdnakket nægter at underkaste sig de umulige rammer, systemer og mærkelige målinger. Buster er det ubesmittede og ukuelige positive sind. Som viklet ind i poesien og sanseligheden, møder den lige så uskyldige første kærlighed. Sendebuddet er Buster på sin Long-John, med masser af røst til sit; – ”ærede publikum”, og med sine mystiske vers på tungen – er intet umuligt for den ”magiske mr. Mox”.
Min sene barndoms højtlæsning for min egen søster, lige dér under stjernerne med udsigt til det halve af Mælkevejen. Hvor vi havde hinanden at støtte os til, passe på og værne om. – Husk – at glemmer man, at holde fast i livet og al dets magi, og stille sig imellem. – Så tager noget af det onde indimellem – den ene.
Buster er en meget personlig kærlighed for mig. Melankolien der genkendes af det nu garvede og aldrende men aldrig voksne øje. – Endnu mere efter min lillesøsters død. Det skærer næsten en ’Rem af huden’, og den bog har min yndlingsforfatter; Bjarne Reuter også skrevet.
Forestillingen lander overbevisende, og bliver bedre og bedre igennem de 90 minutter, afbrudt af en pause midtvejs.
Godt nok spilles ham Buster af en pige i den her udgave, og ikke eet ord om Køn i den forbindelse. – For det går faktisk OK! – Hun er ’drenget’ på den Buster-agtige måde. Så jeg tilgiver fuldt ud Frederikke Damgaard i rollen som Buster, som hun tilfører en næsten overdrevet naivitet og optimisme, og det smitter. Det er meget teatralskt undervejs, men det er det jo på teatret. Et spejl af livet og lidt troværdighed, og farve som den fantastiske historie rigeligt kan bære.
En historie som netop fortælles på det ’uskyldiges’ præmis, og det er uskyldigt at overdrive – når bare det kan høres og ses.
Idet man jo også må sige, at Buster er et teater-stykke med én ret stor og klar hovedrolle. – Flot indsats – jeg smiler anerkendende.
Hun er flankeret af mange lige så fine skuespil præstationer, der i høj grad støtter om hendes indsats. Det bliver der en voldsomt god forestilling ud af.
Det er igen en helstøbt holdindsats, hvorfra jeg dog må fremhæve fru Larsen – spillet af Vibeke Holm Hansen, som i 1’ste akt regerer i Karlekammersengen, fra sit sygeleje i lejligheden ved siden af. Hun udstråler og spiller den ’børne-voksnes’ alderskloge overskud, og den omsorg der er deri. – At tage ham Buster seriøst, og samtidigt være overbærende – noget Buster ikke møder så mange andre steder.
Så hvordan reagerer så 1’ste parket – de (helt) ’små’ publikummer på madras-rækken? Dem Familie – og Børneforestillingen måske mest er rettet på?
Ja, de bliver faktisk lidt bange for ’Store-Lars’, og løber bagud i tilskuer-rummet til far og mor. Men kun kortvarigt – derpå returnerer de til de unummererede pladser siddende på hug og knæ.
Han råber også lidt højt, og det skræmmer måske lidt på et tidspunkt.
Men ellers er ideen med de madrasser til ungerne – et lettere genialt tiltag. Det er da i den grad – Teater i Børnehøjde.
Buster’s Verden som teaterstykke. Bør og kan sagtens ses og forstås af børn, og måske endda af voksne!
Hvis de ellers ikke er alt for selvtilstrækkelige, selvfede, selvoptagede og målstyringsfikserede, eller bare som fru Martinsen – hende matematik-lærerinden der tror, at Livet er et tal.
Jeg skal afsted igen med mine store teenagere. Det her stykke skal de se. Det er godt teater.
De små der sad på 1’ste parket til denne premiere, var ihvertfald fuldstændigt opslugt af det der foregik. Popcorn-spiseriet gik periodisk helt i stå, og spredtes kun lidt uheldigt ud over gulvet. – Men min gode øl skvulpede også ned igennem svælget. Til et akkompagnement af et smil på læben, og en lille tåre i øjet da fru Larsen fik sit farvel på Bispebjerg Hospital. – Og ja – øl til den melankoli over mine egne relationer til fortællingen – måske jeg skal på kroen bagefter, og rafle eller have et slag kort?
Det skal dog på ingen måde ødelægge Buster’s ’Livs-eksamen’.
Det 12 – tal er der aldrig nogen der har fortjent mere end ham. – Tak for magien –
(*Buster ifører sig inden festen hos Joanna som nævnt, en ganske overdreven mængde af det der umiskendligt var en ’Old-Spice’ deodorant.
Den spredte ódeur nåede langsomt rundt i hele lokalet. – Et fint lille tillæg i opsætningen – godt fundet på. – Og ja! – Gu’ hørmer han af det, den lille ’tryllerik’. Helt afgjort!
Så meget endda, at en ’lille dame’ fra madras-gruppen hopper op, og løber ned midt i tilskuerflokken til sine forældre, og højlydt erklærer at; ”- Der lugter af far”! – Det udløste aftenens største latterbrøl – men det var også det eneste der virkeligt stinker i ’Buster og hans Verden’!)
Spiller fra 20. November > >> 15. December /
//M@RU
