fbpx
Uddannelse

Nyt ungeudspil skal løfte unge væk fra kontanthjælp

Regeringen vil gøre op med reglerne, der tvinger unge til at gå i gang med en uddannelse. I stedet skal unge, som ikke er parate til at gå i gang med en uddannelse med det samme, have hjælp til at komme ud på arbejdsmarkedet.

For mange unge hænge fast i kontanhjælpssystemet og har svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse. Med en ny ‘ungehjælp’ skal de nu have mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet i en periode, så de på sigt bliver rustet til at komme i uddannelse. Samtidig skal kommuner, der fastholder flere unge i uddannelse belønnes med en kontant bonus.

Det er et par af hovedoverskrifterne i regeringens nye ungeudspil, som innovationsminister Sophie Løhde (V), undervisningsminister Merete Riisager (LA) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) offentliggjorde onsdag den 19. december.

I dag er reglerne sådan, at unge i kontanthjælpssystemet kan få et uddannelsespålæg, som betyder, at de unge får en indsats, der er rettet mod at tage en uddannelse. Og når de er klar, forpligtes de til at søge ind på og gå i gang med en uddannelse inden for en nærmere fastsat periode.

Halvdelen dropper ud af uddannelser

Hvert år er der omkring 14.000 påbegyndte uddannelsesforløb blandt unge med uddannelsespålæg fra jobcentret. Men tallene viser også, at ca. halvdelen af de 18 til 29-årige unge med uddannelsespålæg, som går i gang med en uddannelse, forlader uddannelsen igen i løbet af det første år.

Det skal der nu laves om på. Med uddannelsesudspillet lægger regeringen op til at ændre reglerne for uddannelsespålægget, så unge, der ikke er parate til at gå i gang med en uddannelse med det samme, i stedet kan få hjælp til at komme ud på arbejdsmarkedet.

“I stedet for at give en gruppe af unge det ene nederlag efter det andet i uddannelsessystemet, skal vi anerkende, at vejen til uddannelse ikke behøver at være snorlige for alle. Der er unge, som vil have gavn af at komme i arbejde i en periode og få sig nogle positive joberfaringer. Det er med til at udvikle dem og kan være et rygstød til, at de senere hen går i gang med en uddannelse,” siger Sophie Løhde i en pressemeddelelse.

Hjælp skal tage afsæt i den enkeltes forudsætninger

Konkret vil regeringen også give jobcentrene mulighed for at kunne visitere unge, der vurderes inden for et år, ikke er parate til at gå i gang med en ungdomsuddannelse, som jobparate.

Samtidig skal den nuværende ydelse ’uddannelseshjælp’ erstattes med en ny ’ungehjælp’ for dermed at tydeliggøre, at vejen til uddannelse og job kan være forskellig fra ung til ung og i højere grad skal tage afsæt i den enkeltes forudsætninger.

Regeringen vil desuden ændre reglerne, så unge maksimalt kan få to uddannelsespålæg.

“Der er ingen grund til, at jobcentrene igen og igen forsøger at hjælpe de unge til at gå i gang med en uddannelse, hvis det ikke nytter noget. Falder en ung fra gentagne gange, vil det bare give selvtilliden et knæk og gøre det endnu sværere at få tro på, at man rent faktisk kan gennemføre en uddannelse. Jobcentrene skal derfor have friere rammer til at strikke en indsats sammen, som kan hjælpe den enkelte unge videre. Og hvis jobvejen er nødvendig for, at en ung borger kan gennemføre en uddannelse senere i livet, så er der grønt lys herfra,” siger Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.

Ekspert: Nogle unge har brug for en pause fra uddannelse

Jesper Pedersen, seniorkonsulent og ungeekspert hos Cabi, ser positivt på regeringens intentioner om at flere unge kan få hjælp til at komme ud på arbejdsmarkedet. Cabi har netop offentiggjort sine anbefalinger til en beskæftigelses- og uddannelsesrettet ungeindsats, hvor en af anbefalingerne er, at job for nogle unge er et skridt på vejen i retning af uddannelse.

”Nogle unge har brug for at parkere uddannelse for at genfinde selvtilliden og deres motivation til at lære. Den kan de finde på en arbejdsplads, hvor de kan se en mening med de opgaver de løser. Når de har genvundet selvtilliden og troen på de kan bidrage, kan de måske se at det er nødvendigt at uddanne sig for at kunne løse nogle endnu mere spændende opgaver. Det er vigtigt at tale med arbejdsgiver og de unge om, hvordan de kan opkvalificeres og uddanne sig inden for det område de arbejder inden for,” siger Jesper Pedersen.

Mere information

Se regeringens ungeudspil på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside

Se Cabis anbefalinger til en beskæftigelses- og uddannelsesrettet ungeindsats

Facebook kommentarer
Tags
Vis mere
Back to top button
Close
Close
X