Nej tak til Stram Kurs fra De konservative

Også Det Konservative folkeparti i Fredericia har modtaget en besked fra den lokale Stram Kurs afdeling hvor de forespørger på muligheden for at holde et møde med os.
Det vil vi gerne klart og tydeligt takke nej til. Vi deler ikke værdier og samfundssyn med SK og et møde ville være formålsløst. Det Konservative Folkeparti i Fredericia har ikke til hensigt at samarbejde med SK, hverken før, under eller efter valgkampen.
For Det Konservative Folkeparti i Fredericia er ordentlighed, åbenhed og respekt meget vigtige værdier. Det kan vi ikke genkende hos SK.
Faktisk havde vi fra konservativt hold besluttet ikke at spilde tid og spalteplads på SK, men da Hanne Kronborg nu lufter sin utilfredshed med vores beslutning vil vi ikke undlade at tage til genmæle. Hos Det Konservative Folkeparti tager vi gerne møder med de andre partier, såfremt vi ser et formål med mødet. Vi holder ikke møder for mødernes skyld. Det finder vi er professionel adfærd. I tilfældet med SK har vi helt klart vurderet at et møde ikke vil have noget som helts formål.
Derimod er vi klar til at møde alle de opstillingsberettigede partier i kommunen, inkl. SK, til debatmøder og i alle mulige andre offentlige fora hvor vi diskuterer politik og holdninger. Det er en vigtig del af den politiske proces og den står vi 100 % bag. Demokrati og ytringsfrihed er vigtige forudsætninger for vores frihed, men vi vil også gerne understrege at det bør foregå i en ordentlig tone med respekt for andre.
På vegne af Det Konservative Folkeparti i Fredericia
Tommy Rachlitz Nielsen, 15 September
Spidskandidat til KV21
(Læserbrevene her på siden – er indsenders egen holdning, Fredericia.nu er kun udgiver som platform)