BorgerDebatFredericiaPolitikSamfund

Læserdebat: “Fredericia Teater – mistanke”

Læserbrev fra Jens Jørn Pedersen

Mistanke er noget vanskeligt noget. Det er først i det øjeblik, at man bliver overbevist af en redegørelse, at mistanken forsvinder.

Siden Jacob Bjerregaard Jørgensen måske lidt panikagtigt fortalte, at han opgav at være borgmester, så melder tanken sig, om han følte jorden brænde under sig på grund af de undersøgelser, som Ekstrabladet åbenbart var i gang med.

Tanken melder sig også, om der ligger eller lå en eller anden form for aftale mellem Gitte Lillelund Beck og Jacob Bjerregaard Jørgensen om at hjælpe hinanden. Tanken melder sig, at Jacob Bjerregaard Jørgensen sikrer Gitte Lillelund Beck, at der ikke kommer nogen videre undersøgelse af forløbet med teateret, og prisen herfor er, at Jacob Bjerregaard Jørgensen kan få et arbejde hos Gitte Lillelund Beck, hvis gulvet bliver for varmt?

Opfordringen er således, at økonomiudvalget bestiller en uvildig og ekstern advokatundersøgelse og redegørelse med hensyn til Fredericia Teaters konkurs. Det er den eneste måde, hvorved man kan fjerne mistanken fra delvis bestyrelsen for Fredericia Teater og delvis fra økonomiudvalget og i sidste instans kommunalbestyrelsen. Sune Nørgaard Jakobsen og Søren Haastrup har samlet mange underskrifter for at få teatersagen undersøgt til bunds.

Øjensynligt er der flere steder i det kommunale, hvor måske ledelsen svigter. Det ser vi relateret til familieafdelingen, som bl.a. Kirsten Hassing Nielsen fra de konservative skriver og taler om. Job Centret fungerer heller ikke lydefri, da Peder Tind taler om det lange seje træk, der også kan opfattes, som om man ikke rigtig kan håndtere det. Man har ”fundet” flere økonomiske midler til en del, men penge gør det ikke alene.

Der er sået tvivl om Lotte Cederskjolds, Jacob Bjerregaards hustrus ansættelse i ADP som jurist og måden, det er foregået på.

Det skal hertil siges, at det jo ikke alene er Ekstrabladets forsøg på agtindsigt og deres konklusioner herpå, der givet anledning til mistanke. Denne mistanke har floreret i flere år.

For kommunalbestyrelsens og den kommunale ledelses skyld er opfordringen også, at man får ryddet op i alle disse områder, hvor der kan være grund til mistanke. Det ville være rigtig godt at kunne lægge det bag sig i 2021, så vi kan få et godt og reelt KV21.

 

Jens Jørn Pedersen · Sanddalvej 4 · Fredericia

Vis mere

Redaktionen

Redaktionen - se mere under "kontakt" Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button
X