KoldingKulturØkonomiPolitikRegionenSamfundVejle

Kommuner vil gå sammen om at tiltrække turister

Billund, Kolding og Vejle kommuner arbejder på at etablere et fælles destinationssamarbejde inden for turisme. Konsolideringen skal medvirke til, at de tre kommuner kan deltage i den internationale konkurrence om turisterne, og at turismeerhvervet forsat kan bidrage til at skabe vækst og oplevelser i Danmark.

I aftalen om rammerne for den kommunale turismefremme mellem KL og Erhvervsministeriet fremgår det, at den kommunale turismefremmeindsats skal konsolideres i 15 – 25 destinationsselskaber inden udgangen af 2020. 

Billund, Kolding og Vejle har på den baggrund besluttet at undersøge potentialet i at etablere et fælles destinationsselskab, der kan få adgang til den nationale destinationsudviklingspulje, og i fællesskab med turismeerhvervet i de tre kommuner udarbejde en ambitiøs turismestrategi.

Derfor skal byrådene i Billund, Kolding og Vejle kommune i løbet af august måned træffe beslutning, om de ønsker at indgå i en fælles destination, og besluttes dette, vil det gøre destinationen til den 7. største destination i Danmark målt på overnatninger, hvis de kommende destinationsselskaber etableres, som det forventes på nuværende tidspunkt.

Økonomi på knap 6 mia.
Den nye destination vil have en samlet turismeøkonomi på knap 6 mia. kr., hvor de vigtigste forretningsområder målt på omsætning er:

Børnefamilieturisme 2.381 mdkk.
Erhvervs- og mødeturisme 2.302 mdkk.
Kyst- og naturturisme 1.021 mdkk
(Herunder kultur og kunst, natur og sport, wellness og gastronomi m.fl.)

Billund, Kolding og Vejle kommune har et mangeårigt succesfuldt samarbejde omkring børnefamilieturisme i regi af LEGOLAND Billund Resort. Det er erfaringerne herfra, der nu skal bruges til også at omfatte erhvervs- og mødeturisme samt kyst- og naturturisme.

Skabe vækst og arbejdspladser
Formålet med samarbejdet er at understøtte skabelsen af vækst og arbejdspladser i turismeerhvervet gennem samarbejde og styrkelse af produktudvikling og markedsføring af tilbud og services til områdets gæster.

“Vi har et i forvejen rigtig godt samarbejde på turismeområdet på tværs af de tre kommuner, f.eks. i LEGOLAND Billund Resort, som siden 2013 har været med til at skabe en vækst i områdets internationale overnatninger, som ligger betydelig over landsgennemsnittet. Vi håber på, at vi ved at danne et fælles destinationsselskab kan styrke vores samarbejde og understøtte en positiv udvikling som en af Danmarks stærkeste og mest spændende destinationer.”, siger Ib Kristensen, borgmester i Billund Kommune.

“Vi er i øjeblikket tre stærke turismekommuner med et mangeårigt samarbejde, men sammen bliver vi endnu stærkere. Dette danner basis for udvikling af en ny stærk turismedestination, der både målt på antallet af overnatninger og udbud af oplevelser bliver noget helt særligt. Vores gæster kender ikke kommunegrænser, og derfor handler det om, at vi sammen har en bred vifte af tilbud, som rammer alle målgrupper”, siger borgmester i Kolding, Jørn Pedersen.

Vækst i turismeerhvervet bidrager til at skabe arbejdspladser og vækst, både i byerne og i landdistrikterne. Derfor skal vi stå stærkt og arbejde sammen om at synliggøre og udvikle de mange spændende og unikke oplevelser, som vores område kan byde på. Vores turismeerhverv har det mange steder svært i øjeblikket, men jeg tror på, at den stærke vækst, som vi så i turismen i vores område før Corona, kan komme tilbage” siger borgmester i Vejle, Jens Ejner Christensen.

Der er stadig mulighed for, at samarbejdet kan udvides med flere kommuner, der deler de samme ambitioner og fokus.

Kilde
Kommuner vil gå sammen om at tiltrække turister

Redaktionen

Redaktionen - se mere under "kontakt" Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button
Close
Close
X