fbpx
BæredygtighedBorgerØkonomiSamfundSindSundhedVirksomheder

Kolding har fået ny genbrugsbutik med social profil

Rigtig spændende forsøgsordning i Kolding.

Genbrugskongen A/S åbner genbrugsbutik på Kolding Nord Genbrugsplads. Det betyder flere arbejdspladser for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet og mere genbrug til hele familien. Forsøgsordningen med at kommunens borgere må tage ting med hjem fra hylderne på genbrugspladsen kører fortsat ved siden af forsøget med genbrugsbutikken.

Nu kan du snart få adgang til endnu flere brugte ting i Kolding. Som et opgør med brug og smid væk-kulturen slår Genbrugskongen A/S nemlig dørene op til en spritny genbrugsbutik.

Genbrugskongen A/S lejer sig ind i lokaler på Kolding Nord Genbrugsplads, Bronzevej 3, og har første åbningsdag onsdag 20. november kl. 12. Til en start vil butikken holde åbent onsdag-fredag kl. 12-17.30 og lørdag kl. 10-16.

Genbrugskongen A/S vandt en udbudsrunde, hvor både sociale foreninger og private aktører havde mulighed for at byde på opgaven med at drive en genbrugsbutk på Kolding Nord Genbrugsplads. 

LÆS OGSÅ: Godt at vide om direkte genbrug: Reglerne for borgere, loppeforeningen og Genbrugskongen 

Forsøgsordningen med at kommunens borgere må tage ting med hjem fra hylderne på genbrugspladsen kører fortsat ved siden af forsøget med genbrugsbutikken. Begge forsøg handler om at flest mulige ting kommer tilbage i cirkulation i stedet for at ende som affald.

Ting og møbler skal genbruges i stedet for at ende som affald

Genbrugsbutikken er en af to forsøgsordninger på Kolding Nord Genbrugsplads. Det andet forsøg begyndte 10. oktober og handler om, at borgerne må tage de fleste typer ting med hjem fra pladsen, undtagen er dog steder markeret med røde skilte (fx asbest og elektronik). Begge forsøgsordninger er sat i søen for at få flest mulig ting tilbage i cirkulation, præcist som de er, og de kommer til at eksistere side om side de kommende tre år, hvor forsøgsordningerne løber. 

Personalet hos Genbrugskongen A/S må indsamle på lige vilkår med borgerne på Kolding Nord Genbrugsplads. Hvis en borger ikke ønsker, at hendes ting kan ende på hylderne i genbrugsbutikken, kan hun aflevere dem i loppecontainerne på Kolding Syd, Lunderskov, Vamdrup og Christiansfeld genbrugspladser. 

Containerne bliver tømt af og fordelt i Fællesforeningen Lopper, en sammenslutning af sociale foreninger, som sælger til velgørenhed. Genbrugskongen må gerne hente indhold fra de fire andre genbrugspladser, men ikke fra de fire loppecontainere. 

En virksomhed med social profil

Genbrugskongens forretningsplan går på to ben: Det ene består i at sælge genbrug, det andet i at skabe job for folk på kanten af arbejdsmarkedet. Den socialøkonomiske virksomhed RessourceTanken skaffer arbejdspladser for ledige borgere, og virksomheden har indgået et samarbejde med Genbrugskongen A/S om at skaffe medarbejdere.

Genbrugsbutikken er et udtryk for et politisk ønske om at få mængden af affald ned i Kolding Kommune. Et udvalg med repræsentanter fra By- og Udviklingsforvaltningen, Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Business Kolding har indhentet ansøgninger fra private virksomheder og udvalgt den bedst kvalificerede. Aftalen med Genbrugskongen A/S er indgået for en treårig forsøgsperiode.

Jakob Ville, formand for Teknik- og Klimaudvalget, er godt tilfreds med, at Kolding Kommune er i mål med at finde en privat virksomhed, der vil drive genbrugsbutik.

– Jeg er glad for, at Genbrugskongen vil være med til at få folk på kanten af arbejdsmarkedet i job samtidig med, at de sætter en grøn dagsorden ved at holde flere ting i cirkulation. Og så kan de selvfølgelig se, at deres forretningsmodel kan være økonomisk og miljømæssig bæredygtig. Tilgangen med at se forretningsmuligheder i at genbruge ting og materialer er faktisk essensen i cirkulær økonomi, og derfor passer det her projekt lige ind i Koldings ønske om at være en cirkulær kommune, siger Jakob Ville.

Poul Erik Jensen, formand for Arbejdsmarkedsudvalget, ser projektet som et spændende eksempel på, at kommunen og private virksomheder kan samarbejde om at tage socialt ansvar.

– Det er godt at se, at en privat aktør bider til bolle på et socialt ansvarligt projekt. Her er der fra begyndelsen tænkt ansættelser ind i forhold til det rummelige arbejdsmarked, blandt andet med kombination af småjobs, fleksjobs og praktikker. Kommunens strategi for cirkulær økonomi har netop fokus på social bæredygtighed, og det ligger godt i tråd med projektet her. Set fra min stol kommer butikken til at give gevinst på flere bundlinjer for kommunen, både når det kommer til mennesker, økonomi og miljø, siger Poul Erik Jensen.

Fakta

Ejerkredsen i Genbrugskongen A/S består af to personer

  • Lars Holger Hansen har tidligere stået i spidsen for vognmandsforretningen LOTRA.
  • Brian Juhl Jensen har indtil nu har drevet genbrugsbutikken Genbrugskongen i Almind.

Richard Jensen og Per Birkelund Pedersen driver den socialøkonomiske virksomhed RessourceTanken, der har indgået et samarbejde med Genbrugskongen A/S om at skaffe medarbejdere.

Butikken har udsigt til at give gevinst på flere bundlinjer for Kolding Kommune

  • Mennesker: Hjælper mennesker på kanten af arbejdsmarkedet med at få et reelt fodfæste gennem et job, der giver mening.
  • Miljø: Recycling og upcycling af brugte genstande reddet fra genanvendelse og energiudnyttelse (forbrænding)
  • Økonomi: Kommunen sparer udgifter til fx kontanthjælp og andre aktiveringstilbud. Samtidig vil kommunen spare udgifter til at sende affald til genanvendelse eller forbrænding.

Hvor ligger genbrugsbutikken?
Genbrugsbutikken har lokale i Bronzehallen, der ligger klos op ad Kolding Nord Genbrugsplads på Bronzevej 3. Genbrugsbutikken holder åbent onsdag-fredag kl. 12-17.30 og lørdag kl. 10-16.

Hvor kommer varerne i genbrugsbutikken fra?
Genbrugskongen står selv for at indsamle brugbare møbler og genstande fra kommunens fem genbrugspladser. På Kolding Nord Genbrugsplads må alle borgere fortsat tage brugbare ting med hjem. Genbrugskongen A/S indsamler således på lige vilkår med borgerne på denne plads. På de fire andre genbrugspladser benytter Genbrugskongen A/S et såkaldt Redirect Ressourcepas, udstedt af Redux – Affald og Genbrug. Passet giver lokale, private virksomheder mulighed for at indsamle genstande fra genbrugspladserne på lovlig vis. Passet giver dog ikke mulighed for at hente ting i de opsatte loppecontainere, som fortsat er tiltænkt loppeforeningerne.

Får Loppeforeningen stadig ting og sager fra genbrugspladserne?
Ja, de genstande som borgerne stiller i de fire loppecontainere på Kolding Syd Genbrugsplads, Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld genbrugspladser er tiltænkt Loppeforeningen, der består af forskellige lokale genbrugsbutikker og -foreninger.

Facebook kommentarer
Vis mere
Back to top button
Close
Close
X