fbpx
Middelfart

Købmandspar rykker til ny REMA 1000 i Middelfart

Den 5. marts åbner REMA 1000 ny butik på Assensvej 141 i Middelfart. Til at drive butikken er ikke blot én købmand, men to, i form af købmandsparret Mik og Christine Skov Petersen, der indtil nu har været købmandspar i REMA 1000 i Nyløkke.

Ægteparret Mik og Christine Skov Petersen har efterhånden en god portion erfaring med at arbejde sammen. Deres rejse i REMA 1000 begyndte i Nyløkke for cirka to år siden, hvor de i 2018 overtog butikken. Det har været et par succesfulde år, der kun har givet parret blod på tanden til at prøve at starte en ny butik op.

”Da vi fik muligheden for at starte butikken i Middelfart op, så var vi ikke i tvivl om, at det var en god chance. Vi har været meget glade for at drive REMA 1000 i Nyløkke, og vi har helt sikkert lært en masse gode ting, som vi tager med til den nye butik,” fortæller Mik Skov Petersen.

Foruden Mik og Christine, arbejder parrets to børn Natali og Niklas begge i butikken, og det vil de også gøre, når familieforetagendet flytter til Assensvej.

Det er den tidligere Købmandsgaarden på Assensvej, der nu genopstår som REMA 1000. Det er helt nyt byggeri, der skal danne rammerne for butikken, og det bliver den anden REMA 1000 i Middelfart. Der vil både være god plads i butikken og masser af parkeringspladser, så det er helt optimale omgivelser, som Mik og Christine gør klar til at åbne i.

Erfaringerne som købmænd i Nyløkke kommer naturligvis med til Middelfart, men det bliver også tidligere arbejdserfaring, som parret vil trække på. Christine har været butikschef i Netto, og Mik har arbejdet som slagter i Meny og Kvickly, så de supplerer hinanden godt. Og så er de enige om, at kundeservice er en vigtig del af hverdagen i butikken.

”Vi glæder os til at møde vores nye kunder, og byde dem velkommen i butikken. Et af de områder som vi især kommer til at satse stærkt på, er økologi, så det kan kunderne godt glæde sig til. Og så kan man også altid spørge efter et tip til tilberedningen af kødet,” lyder det fra Mik Skov Petersen.

REMA 1000 på Assensvej 141 i Middelfart åbner den 5. marts, og det bliver REMA 1000 butik nummer 346. Butikkens åbningstider bliver 07.00-21.00 alle ugens dage.

 

Facebook kommentarer

Kilde
Kilde:
Vis mere
Back to top button
Close
Close
X