BæredygtighedDanmarkGadgetsLivsstilTechVirksomheder

IKEA lancerer ny app med bæredygtige hverdagsråd til danskerne

Better Living er navnet på IKEAs helt nye app, der er et værktøj til danskerne, som nu altid kan finde inspiration til gode klimahandlinger ved få tryk på mobilen eller en tablet. App’en kommer i en tid, hvor der er stort fokus på bæredygtighed hos den danske forbruger, som samtidig efterspørger svar på, hvilken effekt de bæredygtige valg har.

Den danske klimaindsats har længe været øverst på dagsordenen i samfundet, og flere og flere danskere har de senere år gjort en indsats for at leve mere bæredygtigt. Men hvilke vaner og rutiner har en effekt, og hvordan motiveres man som privatperson til selv at gøre en forskel i hverdagen? De spørgsmål kommer IKEA nu med svar på i en helt ny app, der skal gøre det nemmere for danskerne at træffe mere bæredygtige valg i hverdagen.

IKEAs nye app, der er lanceret under navnet Better Living, skal gøre det nemt og sjovt for danskerne at nedbringe deres klimaaftryk, fortæller Country Sustainability Manager i IKEA Monica Keaney.

”Hver eneste dag træffer danskerne nogle valg, der har betydning for, hvilket aftryk de sætter på klimaet. Med Better Living app’en forsøger vi gennem nogle håndgribelige råd at gøre det nemmere for de mange mennesker at træffe mere bæredygtige valg. Vi vil gerne hjælpe den enkelte til at løfte opgaven med at nedbringe Danmarks klimaaftryk og vise, at det ikke kun er ved at skifte sin benzinbil ud med el, at man gør en forskel. Mindre kan også gør det,” siger Monica Keaney og fortsætter:

”Vi har foretaget en undersøgelse, der viser, at danskernes største motivation for at træffe bæredygtige valg er, at de kan se, hvilken effekt de valg, som de træffer, har på klimaet. Når man registrerer bæredygtige handlinger i app’en, får man derfor et overblik over sine handlinger og kan samtidig se, hvilken positiv forskel ens handlinger gør for klimaet. Vi ved godt, at den ny app ikke vil udrydde klimaudfordringerne, men vi håber og tror på, at den bliver et lille skridt på vejen,” siger Monica Keaney.

Dyst mod venner og familie

Den nye app giver ikke kun inspiration til en grønnere hverdag, men indeholder også et konkurrenceelement, der gør det muligt for brugerne at dyste i bæredygtighed mod venner, familie eller kollegaer.

”Jeg tror, mange kender det her med, at man holder hinanden lidt til ilden gennem sund konkurrence. Derfor er app’en designet sådan, at man ved at notere sine handlinger i løbet af dagen kan forsøge at mindske klimaaftrykket mere end sin nabo, kollega eller hvem det nu måtte være. Vi tror, det kan være med til at endnu flere vil være tage bæredygtige valg i hverdagen, og synes det er sjovt samtidigt,” siger Monica Keaney.

IKEAs Better Living app kan hentes i App Store til iOS eller i Google Play til android og er gratis og tilgængelig for alle.

Kilde
IKEA

Redaktionen

Redaktionen - se mere under "kontakt" Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button
Close
Close
X