BorgerFredericiaSamfundUddannelse

I regn og slud skal skolepatruljerne ud

Uanset vejret så sørger skolepatruljerne hver dag for, at deres skolekammerater kommer sikkert og trygt over skolevejen

Rød løber, serpentiner og flag. Det var et anderledes syn, der mødte skolepatruljen på Fjordbakkeskolen afd. Taulov mandag morgen, da de skulle hente deres gule sikkerhedsveste. Årsagen var, at Rådet for Sikker Trafik i denne uge sætter fokus på at hylde landets skolepatruljer, og derfor opfordrer skoler forældre og de andre elever til at hylde skolepatruljerne. Tirsdag morgen var der igen pyntet festligt op, og efter endt vagt fik skolepatruljen serveret rundstykker og kakao. Det var en anerkendelse, der faldt i god jord.

”Vi har lavet forskellige tiltag her i uge 5 for at vise eleverne, at det er super vigtigt at hjælpe hinanden. Alle har respekt for de elever, der er med i skolepatruljen, og de fortjener i høj grad den ekstra opmærksomhed i disse dage. De vokser med opgaven og er stolte af at kunne hjælpe deres kammerater – for det er en vigtig opgave at være skolepatrulje”, fortæller Mette Outzen Kruse, afdelingsleder på Fjordbakkeskolen afd. Taulov.

Der har været lignende tiltag på andre af kommunens skoler i uge 5, og som tak for arbejdet i skolepatruljen inviteres alle eleverne fra Fredericias skolepatruljer i Djurs Sommerland den 10. juni 2020.
 
Tjek på trafiksikkerheden
Et skoleår tæller 200 skoledage, og hver morgen på alle skoledage står skolepatruljerne fra Fredericia Kommunes skoler klar i deres gule sikkerhedsveste. Skolepatruljerne gør et vigtigt stykke arbejde for trafiksikkerheden omkring skolerne, og det var Ole Steen Hansen, formand for Børne- og Skoleudvalget, taget til Taulov for at takke dem for tirsdag morgen.

”Jeg er stolt af alle vores skolepatruljer! De gør en fantastisk og uundværlig indsats hver morgen, så vores elever kan komme sikkert i skole. Jeg er glad for, at de er villige til at sætte vækkeuret og komme ud af døren lidt tidligere end alle andre – og derfor skal vi vise dem, at de er værdsat”, siger Ole Steen Hansen.

Fakta om skolepatruljerne:
•    Skolepatruljeordningen blev første gang indført i 1949.
•    I Danmark er der knap 20.000 skolepatruljeelever.
•    Det er primært eleverne i 5.-7. klasse, der er skolepatruljer.
•    En skolepatrulje arbejder hver morgen, og eleverne møder tidligere end alle de andre elever.
•    Skolepatruljerne uddannes af enten lærere eller politiet, og eleverne lærer bl.a. om færdselsloven.
•    Skolepatruljerne arbejder frivilligt og ulønnet.

Kilde
Kilde:
Vis mere

Redaktionen

Redaktionen - se mere under "kontakt" Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button
X