fbpx
FredericiaRegionen

headspace fremhæves for sit unikke samarbejde med psykiatrien

En åben dør, hvor dørtærsklen er lidt lavere end sædvanligt og hvor frivillige og fagfolk står klar til at tage imod børn og unge på deres præmisser.

Det er, hvad rådgivningstilbuddet headspace de sidste fire år har været garant for, når hverdagen har været uoverskuelig for børn og unge mellem 12 og 25 år. Hvad enten problemerne har relateret sig til job, uddannelse, angst, kærestesorger, konflikter eller psykiske vanskeligheder, så har de mere end 27.000 unge, der har været i kontakt med headspace fået nogen at tale med.

Og når barnet eller den unge har haft brug for mere indgribende tiltag, er der blevet bygget bro til kommunale tilbud. I Region Syddanmark har headspace et tæt samarbejde med psykiatrien, hvor fremskudte medarbejdere hjælper med at vurdere, hvorvidt de unge skal have hjælp i psykiatrien eller ej.

Og noget tyder på, at fremskudte medarbejdere fra psykiatrien fremover bliver en større del af indsatsen overfor sårbare børn og unge. Med den nye satspuljeaftale på sundhedsområdet lægger partierne bag op til, at den nære, tidlige og direkte kontakt til psykiatrien skal have en langt mere fremtrædende rolle. Ligesom det skal sikre blidere overgange mellem frivillige tilbud – som headspace – kommuner og regioner.

”Vi ved, hvor hårdt presset det psykiatriske system er, og vi møder unge, der kan komme langt med blot samtaler og rådgivning, inden problemerne vokser sig for store, og de har brug for at gå ind ad hoveddøren i psykiatrien. Denne tidlig indsats gør en kæmpe forskel, og når headspace ikke er nok, så er vi den direkte vej til andre tilbud”, fortæller Trine Hammershøy, der er direktør i Det Social Netværk/headspace Danmark.

Foreløbige evalueringer viser, at samarbejdet mellem headspace og Region Syddanmark bidrager til mindre liggetid, færre genindlæggelser og fører til bedre recovery hos de unge.

Læs hele samarbejdsrapporten her.

Samarbejdet med Region Syddanmark dækkede i første omgang kun Odense og Esbjerg, men i februar 2017 udvidede regionen samarbejdet til alle fire headspaces i Syddanmark.
I den sammenhæng havde regionrådsformand Stephanie Lose (V) også kun roser til overs for headspaces arbejde.

”Vi er i Region Syddanmark meget optagede af, hvordan vi styrker mulighederne for, at unge med psykiske vanskeligheder får en tidlig hjælp, hvor de er, og på et så tidligt tidspunkt, at vi måske kan forebygge et senere og mere kompliceret forløb med psykisk sygdom. Det forebyggende arbejde ser vi som et vigtigt element, og her må alle instanser gå sammen på tværs af sektorer; regionalt, kommunalt og frivillige kræfter for at løfte opgaven,” sagde Stephanie Lose i en pressemeddelelse i forbindelse med udvidelsen af samarbejdet.

Hun er ikke den eneste politiker, der ser perspektiver i samarbejdet mellem headspace og Region Syddanmark. På mandag tager Venstres socialordfører Carl Holst (V) til headspace Billund og den radikale nestor Marianne Jelved lægger vejen forbi headspace Esbjerg sammen med den lokale kandidat Anne Marie Geisler (R).

Carl Holsts besøg i headspace. 
Fra kl. 11.00 – 12.00 er Carl Holst i headspace Billund, Østergade 27B, 7200 Grindsted og fra kl. 13.00 – 14.00 er han på besøg i headspace Esbjerg, Gasværksgade 2, 2 sal, 6700 Esbjerg – Tobakken.

Marianne Jelved og Anne Marie Geislers besøg i headspace.
Fra kl. 12.00 – 13:00 er de i headspace Esbjerg, Gasværksgade 2, 2 sal, 6700 Esbjerg – Tobakken.

Facebook kommentarer
Vi er til at for hjælpe hinanden
Kilde
Pressemeddelelse
Vis mere
Back to top button
Close
Close
X