BæredygtighedBorgerFredericiaSindSundhedVirksomheder

Godt arbejdsmiljø er vigtigt i en krisetid

Medarbejdernes arbejdsmiljø er afgørende – ikke mindst under Coronakrisen. Derfor iværksætter byrådet i Fredericia nu en række tiltag, der skal hjælpe kommunens ansatte igennem en udfordrende tid

En lang række ansatte i Fredericia Kommune er i disse uger en del af kommunens kritiske beredskab, og alle kommunens 4000 ansatte er til rådighed og klar til at træde til og støtte op om alle nødvendige opgaver under Corona-krisen.

”Det kan ikke understreges nok, at vores medarbejderes arbejdsmiljø er rigtigt, rigtigt vigtigt for os i denne tid. Derfor kræver det også, at vi tager særlige løsninger i brug. Vi er klar med en hjælpepakke til medarbejderne, som blandt andet indeholder muligheden for at få psykologhjælp. Det psykiske arbejdsmiljø kan nemlig være udfordret, når man som medarbejder skal arbejde under en krise”, siger borgmester Jacob Bjerregaard.

Byrådet i Fredericia har i samarbejde med HMU sat en række tiltag i værk. Tiltagene skal hjælpe kommunens 4.000 ansatte igennem en udfordrende tid.

”I en svær tid som nu, så er vores tætte samarbejde med vores faglige organisationer omkring udvikling af gode løsninger for vores medarbejdere utroligt vigtig, og det er et samarbejde, som vi har stor glæde af”, understreger Jacob Bjerregaard.

Næstformand i HMU, Helle Bang Andersen, roser også det gode samarbejde mellem byråd, ledere og medarbejdere i denne ekstraordinære tid.

”Jeg oplever, at ledelsen er meget lydhør over for de forslag, vi kommer med og inddrager gerne HMU i sammenhænge, der påvirker personalet. Det er dejligt, at byrådet tog godt imod vores forslag om en sundhedsfaglig hotline, hvor ledere og medarbejdere kan stille deres spørgsmål om smitte, tests, hygiejne med mere. Viden er nemlig den bedste måde at blive betrygget på”, siger Helle Bang Andersen

Hjælpepakken til kommunens ansatte indeholder følgende tiltag:

  • En sundhedsfaglig hotline, hvor ledere og medarbejdere kan ringe ind med spørgsmål om smitten, hvilke faggrupper, der har mulighed for at blive testet, hygiejne mv.
  • Det psykiske arbejdsmiljø kan være udfordret, når man som medarbejder skal arbejde under en krise. Derfor etableres psykologbistand til ansatte i Fredericia Kommune.
  • Der ydes særlig bistand til medarbejdere i akut krise, hvor der er brug for langvarige forløb.
  • Der oprettes en intern jobbank, hvor medarbejdere kan melde sig, hvis de har lyst og mulighed for at træde til på et andet område og hjælpe deres kollegaer i den kommende corona-tid.
  • Fredericia kommune og de faglige organisationer har indgået et tæt samarbejde, der skal sikre, at kommunens medarbejdere oplæres, hvis de bliver bedt om at flytte funktion under Corona-krisen.
Facebook kommentarer

Kilde
KILDE:

Redaktionen

Redaktionen - https://www.fredericia.nu/tiehome/kontakt/ Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button
Close
Close
X