DanmarkKriminalstof
Trending

For nemt for tyven: Mange glemmer at lukke vinduer og låse døre og haveskure

Pressemeddelelse, Syd- og Sønderjyllands Politi

I flere end hvert fjerde tilfælde af indbrud i oktober gjorde borgerne i Syd- og Sønderjylland det nemt for tyven: De låste ikke døren eller lod vinduer stå åbne.

Syd- og Sønderjyllands Politi har undersøgt indbrud i private boliger i politikredsen i oktober i år. I 28 procent af tilfældene har tyven kunnet komme ind i et hus, fordi yder- eller terrassedøren ikke har været låst eller fordi et vindue har stået åbent.

Risikoen for indbrud er generelt faldet kraftigt i Syd- og Sønderjylland de seneste år. De første ni måneder af i år var der 677 indbrud i Syd- og Sønderjylland, mens der i samme periode 2019 blev begået 1253 indbrud. Det vil sige et fald på 46 procent. Sammenlignet med 2020 er faldet 25 procent.

Politikredsen modtog i oktober i år anmeldelser om i alt 113 indbrud i private beboelser. I 32 tilfælde har tyven kunnet bevæge sig ind i et ulåst hus, enten fordi yder- eller terrassedøren ikke har været låst eller fordi et vindue har stået åbent.
 
Omregnet til procent svarer det til, at 28 procent – eller flere end hvert fjerde indbrud – kunne undgås, hvis dørene havde været låste eller vinduerne lukkede.
 
Det høje tal overrasker vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.
 
– Der kan være mange årsager til, at borgerne ikke har låst yderdøren eller har ladet vinduet stå åbent. Det kan være en forglemmelse. Og der kan også være tale om en vane. Men vi vil i hvert fald kraftigt opfordre til, at alle låser og lukker konsekvent efter sig. På den måde kan man med en enkelt håndbevægelse gøre det meget mere bøvlet at være indbrudstyv, fremhæver Chr. Østergård.
 
Den 8. november fik Syd- og Sønderjyllands Politi anmeldt endnu et indbrud, hvor dørene til hjemmet ikke havde været låst. Fra en lejlighed i Holsted blev der stjålet 10.500 kroner ved et indbrud. Der var ingen opbrudsmærker på hverken døre eller vinduer og beboeren forklarede, at hun ofte gik hjemmefra uden at låse dørene.
 
Det er dog ikke kun dørene, der skal låses. Det gælder også haveskure og garager:  

– Indbrudstyve tager ikke altid indbrudsværktøjet med hjemmefra i tilfælde af, at de bliver stoppet af en patrulje. Tyvene finder i stedet redskaberne i et uaflåst redskabsskur eller en ulåst garage. Derfor kan man gøre det svært for indbrudstyvene, hvis man konsekvent også låser sit skur og sin garage, anbefaler Chr. Østergård.

Fakta:
Sådan sikrer du dine døre bedre 
• Installer indvendig lås på yderdøre så det bliver sværere for tyven at komme ud med større tyvekoster. Det gælder fx på terrassedøre, der er tyvens foretrukne udgang, da han nemmere kan flygte med genstandene uden at blive opdaget.
 
• Hvis du vælger en indvendig lås, er det vigtigt, at du altid har nøglen siddende i låsen, når du er hjemme. I tilfælde af brand er det afgørende for, at du kan komme ud. 

• Monter en ekstra lås på hoved- og bagdør. Og monter låsen mindst 40 centimeter fra hovedlåsen. Så kan døren modstå en større belastning ved et indbrudsforsøg.
 
 
Sådan forstærker du vinduerne mod indbrud
• Sæt sikringsbeslag på vinduerne, så det bliver sværere at bruge fx et koben eller en stor skruetrækker til at brække vinduerne op.
 
• Skru glaslisterne fast, så tyven ikke kan tage ruden ud af vinduet. 
 
• Udskift gamle og nedslidte vinduer, der i særlig grad gør det nemt for tyven at bryde ind eller flygte med tyvekoster
 
• Køb vinduer og terrassedøre med indbyggede sikringstiltag, så du er garanteret, at de er mest muligt modstandsdygtige. De fleste vindues- og dørproducenter tilbyder produkter med sikkerhedspakker. 
 
Mediernes kontaktperson er Christian Østergård
 
Ring til politiet på 114 hvis du ser noget mistænkeligt
Ring 112 hvis der er et indbrud i gang

annonce

Pressemeddelelse, Syd- og Sønderjyllands Politi

Facebook kommentarer

annonce
Kilde
Pressemeddelelse, Syd- og Sønderjyllands Politi
Vis mere
annonce

Redaktionen

Redaktionen - se mere under "kontakt" Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button