BorgerDebatFredericiaPolitikSamfundUddannelse

Filosofi i folkeskolen – et godt værktøj

Læserbrev fra Katia Pedersen (Å)

Hvad? Hvorfor? Hvordan? De er små og trivielle ord efterhånden, men ikke ubetydelige. De hører til forskellige ordklasser, de bruges i utallige syntagmer og kontekster, men én ting har de til fælles: de udtrykker en undren. Siden tidernes daggry har mennesket stillet sig undrende i forhold til omgivelserne. Hvad er virkelig? Hvad er sandt? Hvad er godt? Hvorfor er dette forkert? Hvorfor må man ikke? Hvorfor skal man det? Spørgsmål som disse og mange flere strømmer kontinuerlig fra børn, der nogle gange synes at være for mange! Men børns undren er simpelthen de mest autentiske og essentielle menneskelige karaktertræk. Børn undrer sig konstant, måske uden at være klare over, at underen er den mest enkelte måde, hvorpå der prøves at opnå erkendelse i forhold til verden. Undren eller simpel nysgerrighed spiller en afgørende rolle i vores udvikling og modning. Det presser os til at se efter svar på de spørgsmål, der optager os. Undertiden er de svar, vi finder, dem, der vil forme vores vej i livet i forhold til karriere, valg af partner, værdier vi ledes af.

Ved en nærmere refleksion, indser vi, at børns hvad, hvorfor, hvordan er filosofiens drivkraft, hvilket gør børn fødte filosoffer. Hvordan opretholder vi denne medfødte holdning, og hvordan tilskynder vi den konstruktivt gennem filosofi med børn? Kan man tale filosofisk med børn? Måske ikke på samme måde som med voksne, men vi kan begynde at vænne børn til at filosofere, ved at opmuntre dem til at stille spørgsmål. Når de har fundet frem til et eller andet svar, opfordres de derefter til at tænke over, hvilke andre spørgsmål der videre kan opstå fra svarene, de fandt frem til. Det er forhåbentlig let at se, at den filosofiske dialog kan begynde helt fra det øjeblik, hvor de små kommer til at mestre sproget, og stille de ”irriterende” hvorfor og hvad.

Man spekulerer måske (helt legitimt) på, hvad kan formålet være med filosofiske diskussioner med børn? Hvad er god filosofi til? Hvilke konkrete færdigheder kan der udvikles gennem filosofisk dialog? Der er mange fordele, som både forældre, lærere og samfundet generelt kan drage nytte af, hvis filosofi indføres i det mindste som et valgfrit emne i folkeskolen, men gerne fast på skemaet. Den filosofiske dialog udvikler den kritiske og sammenhængende tænkning, forestillingsevnen, evnen til at reflektere, evnen at udtrykke sig så klar som muligt, det hjælper børn med at modnes socialt og følelsesmæssigt, at være i stand til at undgå fordomme og indoktrinering. Uden disse færdigheder kan vi ikke have et samfund af ansvarlige voksne, som vi faktisk alle ønsker, voksne der tager vare på sig selv og på hinanden, som respekterer naturen og omverdenen. Alle disse færdigheder har man brug for selv i de enkleste handlinger og situationer i livet.

I nogle lande bl.a. England, Irland, Italien, Frankrig, Rumænien er filosofi i skolen et fast valgfrit fag, der sigter mod gradvist at involvere børn i debatter og argumenterende diskussioner. Takket være Instituttet for Kulturvidenskaber ved SDU er undervisningen i filosofi blevet introduceret i nogle danske folkeskoler i Odense på eksperimentelt grundlag. Det er en god start! Filosofi bidrager i større grad end andre fag til at træne evnen til systematisk og sammenhængende tænkning, og denne evne er absolut fundamentalt for den verden, vi lever i, en stadig mere og mere kompliceret verden, og som ændrer sig i et stadig hurtigere tempo. Selvfølgelig skal vi omhyggeligt vælge dem, der underviser i filosofi, for ikke at gøre det til en tung opgave, som mange af de fag, der undervises i skolen, desværre er. For eksempel er det utrolig vigtigt, at børn lærer, at et udtryk ikke nødvendigvis er ensporet, men kan forstås på forskellig vis. Ofte afhænger forståelsen af den sammenhæng et udtryk fremsættes i. Således vil det være filosofiens opgave at udvikle en forståelsesbasis, hvorudfra de kan forholde sig kritisk til det sagte og/eller læste, der ikke nødvendigvis er rigtigt eller forkert, men være i stand til, at vende og dreje udtrykket, for at vurdere rigtigheden eller fornuften heri.

Filosofi drejer sig om forståelse af mennesket, livet og samfundet forstået i vid forstand. Vi har et utrolig vigtigt værktøj til udvikling af et dynamisk og livsnært samfund, men det kræver, at vi er bevidste om det, og anvender det i undervisning, dannelse og uddannelse. I udvikling af sproget og forståelsen er filosofien et vigtigt værktøj. Derfor skal filosofi indføres på alle undervisnings- og uddannelsesniveauer inklusiv i folkeskolen. Jeg opfordrer alle eventuelle interessenter (kommunal bestyrelse, skoler, forældre, journalister, etc.) at støtte indføringen af filosofi med børn i fredericianske folkeskoler.

Ecaterina Pedersen

Bestyrelsesmedlem Alternativet Fredericia

VI ER ALTERNATIVET

 

(Læserbrevene her på siden – er indsenders egen holdning, Fredericia.nu er kun udgiver som platform)

 

 

Redaktionen

Redaktionen - se mere under "kontakt" Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button
Close
Close
X