fbpx
11PolitikTechUddannelse

EUD-elever skal klædes bedre på til at indgå i det digitaliserede samfund

Eleverne på erhvervsuddannelserne risikerer at tabe terræn i forhold til andre unge, hvis der ikke kommer fokus på de almene digitale kompetencer på deres uddannelser.

Den stigende digitalisering af samfundet stiller krav til borgerne; det kræver kompetencer at deltage i debatter på internettet, navigere i nyhedsstrømme samt forholde sig til fake news og til digitale teknologiers plads i samfundet. Digitaliseringen stiller også krav til de faglærtes kompetencer. Inden for adskillige erhvervsområder er automatisering af opgaver, som faglærte ellers plejede at udføre, med til at ændre de faglærtes arbejdsopgaver. Digitale kompetencer er en del af jobbeskrivelsen, og de faglærte skal som følge heraf kunne forstå og bruge forskellige teknologier

Mens der både i grundskolen og på de gym­nasiale uddannelser er taget en række initiativer i forhold til at styrke elevernes almene digitale kompetencer, så har erhvervs­uddannelserne haft mere fokus på digitale kompetencer, der knytter sig til specifikke erhverv. Dermed er der risiko for, at eleverne på erhvervsuddannelserne ikke i tilstrækkelig grad rustes til den digitale fremtid.

Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, har gennem workshops med et bredt udvalg af aktører og interessenter fra erhvervsuddannelsessektoren kortlagt syv kompetenceområder, der er relevante for eleverne på erhvervsuddannelserne.

Syv kompetenceområder

”Uddannelsessystemet skal være med til at sikre, at alle borgere får de almene digitale kompetencer, som livet i et digitaliseret samfund kræver, og lige nu tyder meget på, at de erhvervsuddannede ikke bliver klædt lige så godt på som de unge, der har taget en gymnasial uddannelse”, fortæller Anne Katrine Kamstrup, der er projektleder på behovsanalysen.

Derfor udgiver EVA nu en såkaldt behovsanalysen, der på baggrund af workshops og debatter med relevante aktører, peger på 7 områder, hvor erhvervsskoleeleverne har brug for at få styrket deres almene digitale kompetencer.

De syv kompetenceområder er: 1) Forståelse af og refleksion over digitale teknologiers logikker, 2) sikker digital færden, 3) informationskompetencer, 4) læring med digitale teknologier, 5) udvikling af digitale løsninger og digital produktion, 6) digitale arbejdsgange og 7) digital dømmekraft og kommunikation.

De almene kompetencer har trange kår på erhvervsuddannelserne

Undersøgelsens anden del sigter mod, hvordan disse kompetencer kan implementeres på erhvervsuddannelserne. Strukturen på erhvervsuddannelserne gør dette til en kompleks opgave. I analysen har EVA bl.a. kigget til de andre nordiske lande for inspiration, og er kommet frem til fire muligheder for implementering.

De almene digitale kompetencer kan blive en del af grundforløb 1; almene digitale kompetencer kan blive en del af undervisningen i et eller flere eksisterende fag; almene digitale kompetencer kan blive et nyt fag eller almene digitale kompetencer kan blive et fokus under oplæringen i en praktikvirksomhed. Alle modeller har fordele og ulemper.

”Det almene har trange kår på erhvervsuddannelserne” fortæller Anne Katrine Kamstrup. ”Det gælder ikke kun de almene digitale kompetencer, men almene kompetencer i det hele taget. Det skyldes langt hen ad vejen, at uddannelserne er tæt knyttet til det arbejdsmarked, de retter sig mod. Men skal erhvervsuddannelserne være en ungdomsuddannelse, der ikke kun forbereder de unge til arbejdsmarkedet, men også klæder dem på til at begå sig i samfundet mere bredt set, er der brug for at have fokus på de almene kompetencer”.


Links

Information om Eva – Danmarks Evalueringsinstitut

Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

Eva – Danmarks Evalueringsinstitut
Østbanegade 55, 3. sal
2100 København Ø35 55 01 01http://www.eva.dk/

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) gør uddannelser og dagtilbud bedre – gennem evalueringer, analyser og redskaber, som bidrager til at udvikle kvalitet. Vores viden bruges på alle niveauer – fra institutioner og skoler til kommuner og ministerier.

 

Facebook kommentarer
Kilde
Kilde
Tags
Vis mere
Back to top button
Close