I Borgerligt Fællesskab mener vi, at kulturel dannelse og kulturelle oplevelser skal være for alle og ikke kun for de økonomisk mest velstillede.
Fredericia Kommune – og dermed alle kommunens skatteborgere – har i en årrække bidraget med millioner i tilskud til driften af Fredericia Teater, og samtidig er det kun en andel af Fredericias borgere, som rent faktisk har råd til at invitere familien i teateret.
Det er ikke rimeligt.
For Borgerligt Fællesskab er det derfor vigtigt, at et tilskud til Fredericia Musicalteater modsvares af et ansvar for fællesskabet. Altså et større fællesskab end byrådsmedlemmerne og deres nære.
Derfor vil Borgerligt Fællesskab arbejde for, at det skal være en permanent del af samarbejdsaftalen mellem kommunen og Fredericia Musicalteater, at teateret skal invitere alle kommunens eksempelvis 8. klasser til generalprøver på produktioner som betingelse for fremtidige tilskud og huslejefritagelse.
På den måde vil vi også skabe gode, nye ambassadører for en af Fredericias vigtigste kulturinstitutioner.
Kirstine Holst, byrådskandidat for Borgerligt Fællesskab
(Læserbrevene her på siden – er indsenders egen holdning, Fredericia.nu er kun udgiver som platform)
Læserbreve kan indsendes på: admin@fredericia.nu