DebatKV21Politik

Debatindlæg: Tag del i ansvaret og kom ud af busken

Lars Olesen, SF Fredericia

Så kom Fredericia igen på forsiderne og endnu engang er der udsigt til en dyr selvransagelse i byrådet. Der er nok at være forarget over og søge indsigt i forbindelse med ADP.
Ikke alene er det uhyrligt at et selskab, hvor ejerne for en stor del er Fredericia kommune og dermed dets indbyggere, bruger så store summer på fyrstelig repræsentation.

Det er uhyrligt at kommunen igen skal betale dyre lærepenge for at rydde op. Penge som kunne være rare at bruge i andre retninger i de kommende budgetforhandlinger.
Det er uhyrligt at næsten et samlet byråd  ikke har råbt op, og at der ikke er ageret tydeligere fra de to store partiers repræsentanter i bestyrelsen.

Som politisk udvalgt til en bestyrelse med så stort et ansvar og så stor en betydning for kommunens økonomi og borgere, har man et ekstra ansvar for at være byens øjne og ører ind i organisationen. Et ekstra ansvar for at sørge for, at der passes på pengene og bestyrelsen passer sin opgave og løfter sit ledelsesansvar. Sådan var det med teateret og sådan er det med havneselskabet. Det er tankevækkende hvordan repræsentanterne fra de to store partier har valgt at håndtere dette store ansvar. 

Efter Fredericia Teater gik konkurs stilled jeg fire konkrete spørgsmål til byrådets to repræsentanter i bestyrelsen. Dengang fik jeg ikke noget svar, men nu får jeg så en ny anledning til at spørge. I mine øjne ville der være gode stil og troværdig “public service”, hvis Venstre og Socialdemokraternes repræsentanter ville svare på følgende spørgsmål.

–       Hvad har de to repræsentanter i bestyrelsen sagt og gjort til møderne i bestyrelsen?

–       Hvor dyb har deres indsigt i selskabets økonomi været?

–       Hvor længe har de kendt til størrelsen på regnskabets repræsentationspost?

Samtidigt ville det være belejligt at høre lidt fra andre aktører i økonomiudvalg og byråd.

–       Hvordan er der spurgt ind til sagen?

–       På hvilken måde har man søgt indsigt og hvordan har man handlet derpå?

Et spørgsmål der også står tindrende klart er hvordan byrådet, som bestiller de dyre rapporter og “lægger sig i selen” for at rydde op og være åbne, sikrer at der i fremtiden er klare rammer for, hvordan et bestyrelsesansvar varetages til kommunens bedste.

Lars Olesen, Prinsessegade 62, 1. tv, formand og byrådskandidat SF – Fredericia

(Læserbrevene her på siden – er indsenders egen holdning, Fredericia.nu er kun udgiver som platform)

Læserbreve kan indsendes på: admin@fredericia.nu

 

annonce
Vis mere
annonce

Redaktionen

Redaktionen - se mere under "kontakt" Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button
X