Er der reelt plads til forskellighed på Fanø?
Jeg vil i hvert fald mene, at det skal der være. Her vil jeg åbent og ærligt pege på ting, der kan forbedres, set fra mit perspektiv – som
barn, som ung og ung med et handicap. Mit ærinde er hverken at pege fingre af eller udstille personer eller disses fordomme.
Jeg er født med cerebral parese som følge af en 12 uger for tidlig fødsel, og ganske kort så betyder det, at jeg taler langsommere end
andre, og at jeg er til at kende på min gang. Mit handicap påvirkerikke min hjerne ellers, og jeg betragter mig selv som ganske godt begavet.
Jeg stiller op til byrådet, fordi jeg ved, at det vil være godt for Fanø. Ikke fordi ’’der var ikke andre’’, eller som en trøstende ide
om, at ’’han skal også have en chance’’ eller hvad man ellers har hørt. Jeg stiller op med stor kærlighed til Fanø på fuldstændig lige vilkår med de andre lister og partier (dog talehastigheden undtaget).
Rigtig mange kender mig på Fanø. Alligevel er fordommene til stadighed en tung følgesvend. Når jeg kommer forbi Odden på min daglige gåtur
til arbejde, er jeg i mange år blevet mødt af nysgerrige børn: “HEEEEJJJJ BENJAMIN!” og “hvorfor snakker du mærkeligt?”, “hvor gammel er du?”,
“hvorfor har du en sjov stemme?”, “jeg forstår ikke hvad du
siger”’. Spørgsmålene er mange og båret af oprigtig interesse, og jeg gør mit bedste for at svare. Det er dejligt befriende.
Anderledes nedslående er det, når jeg møder børn med deres forældre, og barnet spørger typisk sin mor “hvorfor snakker han mærkeligt?”, og
moderen alt for tit svarer “shhh, det gør han da heller ikke”. Altså problemet snakker vi ikke om, så går det nok væk. Det er et misforstået hensyn, som jeg ikke forstår.
At snakke om det ukendte lærer børn, at folk er forskellige, og at der hverken er noget farligt eller forkert i at lære om handicap. Skulle
man nu være bange for at gøre mig ked af det eller sige noget forkert, kan jeg berolige jer alle med, at det ER gået op for mig, at jeg ikke
er som alle andre. Hvis man ikke tør bryde tabuerne, lærer man ikke noget. Og det værste er, at man fratager barnet vigtig lærdom.
Nu kunne det måske læses som om, jeg ikke har forståelse og empati for, at nogle forældre synes, det er svært at tale om.
Det har jeg skam.
Men jeg har også mødt unge og voksne, som har været forskånet for forskelligheder og handicap og på grund af dette besidder uvidenhed og
berøringsangst. Telefonsælgere for eksempel. Efter jeg, ganske tålmodigt, har hørt dem spørge til min værges accept og har fået forklaret, hvad henholdsvis betalingsservice og et kontonummer er for
noget, alt sammen vurderet på min måde at tale på, så prøver jeg at fortælle dem, at folk er forskellige, og at jeg i øvrigt er K-A-S-S-E-R-E-R i 5 foreninger på Fanø.
De glemmer aldrig, at de har talt med mig, men der er løbet bare kørt. Der blev intet salg i den telefonsamtale. Med held opnåede sælgeren at blive opmærksom på sine fordomme, man kan heldigvis stadig som voksen lære at tænke i mere ligeværdige baner.
Jeg har altid været optaget af at udvikle samfundet i en retning, så fremtidens generationer får bedre muligheder, end jeg har haft.
Det kræver, at vi tør møde mennesker der, hvor de er – uden fordomme og kassetænkning – og acceptere, at folk er forskellige.
Vi skal bryde tabuer, have plads til mangfoldighed og erstatte fordomme med nysgerrighed.
Der er mange styrker ved at være et lille samfund, og en af de
vigtigste må og skal være: Plads til forskellighed.
Benjamin Strand Andersen
Spidskandidat, Alternativet Fanø
(Læserbrevene her på siden – er indsenders egen holdning, Fredericia.nu er kun udgiver som platform)
Læserbreve kan indsendes på: admin@fredericia.nu
