DebatPolitik

Debatindlæg: Langtidsledige i job – sådan!

Maria Sloth - Byrådskandidat for Enhedslisten 

Forleden skrev Kirsten Hassing om vigtigheden af at politikerne samarbejder om gode rammer for at få banket ledigheden i bund. 
Jeg vil gerne kvittere for at bringe emnet på bane, for det er et vigtigt emne.
Her er mine bud på, hvordan man forbedrer den lokale beskæftigelsesindsats.
 
Vis tillid.
Vi kan starte  med at vise de ledige tillid. De ved ofte selv, hvorfor de ikke får adgang til arbejdsmarkedet og de fleste starter ud med at være ret motiverede for at komme tilbage i job. Der er ingen grund til trusler om straf eller tvungen aktivering. Et forsøg i Finland viste at præcis ligeså mange finder et job uden. Vi skal altså skære ned på straf, tvang og aktiveringer og i stedet have fokus på reelle job.
I stedet for at indkalde til endeløse ligegyldige samtaler på jobcenteret eller sende folk på kursus i ting der ikke er relevante, så lyt til, hvad de selv tror, der skal til. 
 
Invester.
Når vi ved, hvad der står i vejen for at den enkelte får et job, skal vi turde investere i at fjerne den forhindring.
Jeg var med til at indføre en forsøgsordning i Aarhus Kommune, hvor man slækkede på kravene til langtidsledige og i stedet gav dem 50.000 kr hver, som de kunne bruge på hvad de ville – et manglende kursus, materiel til at starte egen virksomhed eller få ordnet ødelagte tænder fx. Det virkede. Flere blev selvforsørgende. Og vi taler altså om folk, der har været ledige i mindst 5 år, før forsøget startede op.
Vi bruger mange penge på beskæftigelsesindsatsen og det er i den sammenhæng et lille beløb for at få langtidsledige ud af systemet og tilbage på arbejdsmarkedet. 
 
Få de syge ud af jobcenteret.
Det kan ikke siges nok gange. Mange af dem på kontanthjælp har andre udfordringer end ledighed. Vi skal være hurtigere til at afklare eventuel arbejdsevne og få givet enten et flexjob eller en førtidspension. Ingen kan være tjent med at syge hænger fast i jobcenteret
 
Maria Sloth – Byrådskandidat for Enhedslisten 
Kongensstræde 47

7000 Fredericia 

(Læserbrevene her på siden – er indsenders egen holdning, Fredericia.nu er kun udgiver som platform)

Læserbreve kan indsendes på: admin@fredericia.nu

Facebook kommentarer

annonce
Vis mere
annonce

Redaktionen

Redaktionen - se mere under "kontakt" Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button