I den seneste tid har der været fokus på, hvor mange jobcentrene henviser til job.
Om centrene henviser til eller formidler job er sådan set ikke det vigtigste. Det vigtigste er at fokus er rettet mod selvforsørgelse.
Desværre bruges for mange af ressourcerne i stedet på at sende de ledige i ligegyldige praktikker og nyttesløse kurser, som ikke bringer dem tættere på et arbejde. Det spilder tvært imod en masse tid, de kunne have brugt på at søge job eller måske opkvalificere sig på en måde, der var relevant for netop deres jobchancer.
Det skyldes ikke inkompetence fra jobcentrets ansatte. Det skyldes fejlslagen politisk ledelse.
Desværre ser det ikke ud til at formand for beskæftigelsesudvalget, Peder Tind, har tænkt sig at skifte kurs. Han går tvært imod til valg på endnu flere nyttejobs. Til trods for at det hverken opkvalificerer eller skaber kontakt til arbejdsgivere med ledige stillinger, når man samler skrald på stranden til 40 kr i timen.
Det er den helt forkerte vej at gå. Vi skal have de (jobparate) ledige tilbage i selvforsørgelse så hurtigt som muligt. Ikke spilde både deres tid og pengene i kommunekassen på ligegyldig aktivering.
Maria Sloth, Enhedslisten Fredericia
Kongensstræde 47 , 7000 Fredericia
(Læserbrevene her på siden – er indsenders egen holdning, Fredericia.nu er kun udgiver som platform)
Læserbreve kan indsendes på: admin@fredericia.nu
Facebook kommentarer
annonce