Diverse

Danskernes julegaver hjælper over 60.000 udsatte børn

51.000 liter mælk, 71.980 poser nøddemos, 14.032 varme tæpper og skolematerialer til 45.410 børn. Det er nogle af de julegaver, danskerne i 2018 har givet hinanden og verdens børn. Når danskerne sender en gave afsted til udsatte børn, er julenødhjælpspakken med nøddemos, mælk og varme tæpper den, som flest vælger.

Julen er hjerternes fest, men det er også en tid, der står på gaveindkøb, stress og jag. Det kan være svært at finde den helt rigtige julegave til farmor, der ikke ønsker sig noget, men heldigvis ved danskerne, at der er en nem måde at give en meningsfuld gave på. UNICEF leverer nemlig også til jul livreddende pakker, der hvor ingen andre gør.

”Vi er så glade for danskernes hjælp til alle verdens børn. Uden danskernes store opbakning kunne vi ikke gøre den forskel for tusindvis af børn, som vi gør hver eneste dag. De kolde julemåneder er særligt barske for mange sårbare børn, så her varmer støtten ekstra meget,” siger Karen Hækkerup, generalsekretær for UNICEF Danmark.

Danskernes foretrukne Verdensgaver

  1. Julenødhjælpspakken med nærende jordnøddemos, mælk og varme tæpper
  2. Varme tæpper, der hjælper børn gennem vinterkulden
  3. Ernæringspakken med jordnøddemos og højenergimælk 

Julegaver som mælk, mos og tæpper redder liv

Alene igennem de tre foretrukne Verdensgaver i 2018 blev 1.142 akut underernærede børn behandlet med noget så simpelt som jordnøddemos, der med kun tre pakker om dagen i tre uger kan redde et barns liv. Derudover sendte danskerne over 51.000 liter beriget mælk afsted til børn overalt i verden – en behandling der redder 9 ud af 10 børn, som er i livsfare på grund af mangel på mad – og 14.032 børn fik tildelt lune tæpper til at holde varmen gennem vinteren. En fjerde højdespringer er en-god-skolestart-pakken, hvor 45.410 børn fik tilsendt skolematerialer, der giver dem de bedste forudsætninger for deres skolegang. Verdensgaver er julegaver, der gør nytte langt ind i fremtiden.

Takket være blandt andre UNICEF og organisationens støtter, er andelen af underernærede børn i verden faldet med næsten 25 procent siden år 2000. Alene i 2018 behandlede UNICEF 3,4 millioner underernærede børn, hvoraf 88 procent kom sig fuldstændigt. Desværre skyldes over halvdelen af alle dødsfald blandt små børn under fem år stadig mangel på mad, vitaminer og mineraler, og her gør danskernes julegavekøb en verden til forskel for udsatte børn.

Hvad er Verdensgaver?

Når du køber en verdensgave, modtager du et gavebevis, som du for eksempel kan give i julegave eller bruge som mandelgave. Selve gaven sender UNICEF til de børn, der har mest brug for dem.

Alle Verdensgaver er nøje udvalgt blandt de forsyninger, som UNICEF hver dag, året rundt, sender ud til børn i nød. Der er hårdt brug for netop disse ting, og UNICEF ved af erfaring, at de gør en kæmpe forskel for de børn, der modtager dem. Mange af varerne pakkes og sendes fra UNICEFs Verdenslager i Københavns Frihavn.

Se alle gaverne på www.verdensgaver.dk

UNICEF blev oprettet i 1946 som FNs Børnefond. UNICEF arbejder i 190 lande med udgangspunkt i FN’s Børnekonvention for at sikre børn en sund og tryg, opvækst, skolegang og beskyttelse mod vold, udnyttelse og overgreb. UNICEF har 36 nationalkomiteer, heriblandt UNICEF Danmark, der oplyser om børns vilkår og rettigheder, og samler penge ind til arbejdet for verdens børn. UNICEFs arbejde er udelukkende finansieret af frivillige bidrag fra private bidragsydere, regeringer, erhvervslivet og fonde.

Kilde
Kilde:
Vis mere

Redaktionen

Redaktionen - se mere under "kontakt" Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button
Close
Close
X