fbpx
KoldingMiljø

Danmarksnyhed: Turbine genvinder energi i spildevand

Som det første anlæg af sin art i Danmark, etablerer BlueKolding en vandturbine for at udnytte spildevandets mekaniske energi. Turbinen er en af mange grønne løsninger i BlueKolding, der ønsker at udnytte ressourcerne i spildevand og biomasse bedst muligt. Krüger er bygherrerådgiver på projektet.

Spildevandet fra Kolding by pumpes i dag 30 m op til Kolding Centralrenseanlæg, som ligger ved Agtrup – ca. seks km fra Koldings centrum. Når spildevandet er renset, ledes det ved gravitation ud i Lillebælt i en fem km lang afløbsledning. Afløbsledningen har et samlet fald på 30 m – med et stort fald på 15 m lige inden udløbet til Lillebælt. Det er denne højdeforskel, der nu skal udnyttes til at producere elektrisk energi.

For at udnytte energien i de 10 mio. m3 spildevand, der løber tilbage i Lillebælt hvert år, etablerer BlueKolding derfor en turbine, der genvinder spildevandets energi og omdanner den til strøm. Strømmen bliver sendt tilbage i el-nettet.

– Der er tale om grøn energiproduktion på niveau med sol- og vindenergi, forklarer projektchef John Borgbjerg Møller fra Krüger. Forventningen er, at turbinen kan producere 600.000 kWh om året – svarende til el-forbruget hos 150-200 husstande – og at den producerede strøm er fuldstændig klimaneutral.

En del af et større innovationsprojekt

BlueKolding etablerer turbinen som en del af et stort innovationsprojekt benævnt BlueBioEnergy, som er et OPI-samarbejde (Offentligt-Privat-Innovation). BlueBioEnergyprojektet består af tre grønne delprojekter:

  • Slamstrategi, der udnytter energien i slammet. Det sker ved hjælp af en ny slam- og rådnetank, der fordobler kapaciteten i biogasreaktoren
  • BlueGrid, der handler om intelligent styring af forbrug og produktion af strøm
  • Vandturbine, der genvinder mekanisk energi i spildevandet

– Ud over de økonomiske, miljømæssige og innovative fordele som vandturbinen giver, har selve samarbejdet omkring projektet været rigtig godt, siger Palle Mørkøre, strategi- og HR-manager og projektchef i BlueKolding. Et OPI-projekt som dette giver en række fordele, fordi det er baseret på medfinansiering, fælles risici og fælles interesser. Det skaber et tæt samarbejde med fokus på innovation, tillid og ikke mindst resultater til gavn for projektet såvel som OPI-partnerne.

Både BlueGrid- og vandturbineprojektet er delvist støttet af EUDP (Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram).
Facebook kommentarer
Tags
Vis mere
Close