fbpx
DiverseKoldingMiljøNaturRegionen

Danish Agro overtager Kolding Maskinforretning A/S, som integreres i Traktor & Høstspecialisten A/S

Den 20. november 2018 indgik Danish Agro aftale om overtagelse af alle medarbejdere, aktiver og markedsområde fra Kolding Maskinforretning A/S. Dette sker, efter at Traktor & Høstspecialisten A/S er blevet overtaget 100 % som led i et glidende generationsskifte.

Som fremtidig direktør og leder af Traktor & Høstspecialisten A/S med aktiviteter i Hinnerup samt nu også i Kolding indtræder Henrik Thomsen, der som delejer og direktør i Kolding Maskinforretning har en god ballast af erfaring med sig.

Allan Mahler, nuværende Adm. direktør i Traktor & Høstspecialisten A/S, vil sammen med Henrik Thomsen bruge de kommende måneder på at sikre en glidende overgang med ønske om derigennem at skabe tryghed og sikkerhed for alle ansatte og kunder i begge afdelinger.

CEO i Danish Agros Maskindivision, Jens Skifter, er yderst tilfreds med aftalen.

– Kolding Maskinforretning er med sine meget kompetente medarbejdere en veldrevet og effektiv forretning med lang erfaring – faktisk mere end 50 år med CLAAS’ produkter. Danish Agro har fokus på at sikre en stærk CLAAS forhandlerstruktur til fremtidens udfordringer, og her mener vi, at Kolding som afdeling i denne region spiller en vigtig rolle, siger han.

Selskabet beskæftiger 22 erfarne medarbejdere og omsatte i 2017 for lidt over 90 mio. kroner relateret til CLAAS afdelingen i Kolding.

Fremtidig direktør i Traktor & Høstspecialisten A/S, Henrik Thomsen, glæder sig over aftalen og den mulighed, som han nu får for at medvirke i udviklingen af Traktor & Høstspecialisten A/S med to afdelinger.

– Som hidtidig delejer i Kolding Maskinforretning A/S er det vigtigste for mig at sikre de bedst mulige forudsætninger for fremtidig udvikling af selskabet. Kolding Maskinforretning er en af Danmarks ældste CLAAS forretninger med stor ekspertise i produkterne fra den tyske maskinproducent. At jeg nu har tilbudt Danish Agro det fulde ejerskab skyldes, at jeg er overbevist om, at vi i fællesskab har bedre mulighed for at udvikle denne samlede maskinforretning. Jeg er ydmyg over for denne opgave og ser derfor meget frem til det tætte samarbejde over de næste måneder med Allan Mahler og holdet i Hinnerup samt holdet i Kolding – og jeg glæder mig til at styrke den fremtidige udvikling af Traktor og Høstspecialisten med begge afdelinger, siger han.

Henrik Thomsen vil have sin faste arbejdsplads i Hinnerup men vil naturligt fortsat også være at finde i Kolding. Hele regionen i Østjylland bliver med denne konstellation til en sammenhængende region med muligheder for vækst og bedre service for alle kunder i begge afdelinger.

Facebook kommentarer
Via
Via Danish Agro
Vis mere
Back to top button
Close