FredericiaKulturTeater

Burlesque 3 – Time Machine – Teater Malstrøm i Det Bruunske Pakhus

RePremiere på ’Tidsmaskinen’ der blev Coronaramt spiller frem til 24. oktober 2020

 

Det Fredericianske – Teater Malstrøm  – stepper et trin op i deres Covid19 overlevelse efter nedlukningen af forestillingen i foråret.

Nu med Re-Premiere på en forrygende Verdenshistorisk såkaldt ’mash-up’ i musik og afklædt nøgenhed; ”Burlesque 3 – The Time Machine”.

De beviser afklædt- og iklædt! -Fjer-boa, høje hæle, ridepisk og SM outfits, at selv om vi er efterladt nøgne i denne verden – er vores lokale semi-proffessionelle amatør-teater – netop IKKE; AMATØR-teater, – men derimod overlegent underholdende amatør-TEATER.

Malstrøm tager sig selv uhøjtideligt, og skaber sig derved plads til store armbevægelser og dybe tanker, og serverer det fuldkomment ’hudløst’ og lidt nøgent i det meget lille rum. – Det sætter noget i gang, men er også stærkt underholdende og livsbekræftende. Her får du et skud livsvigtig medicin til din kulturelle Corona-udhungring, og masser af skæg og ballade med et stænk af religion, politik, eftertanke og nøgenhed. Men mest af alt bare en fejende flot fest i musik og flotte kostumer.

Lang historie kort; – atter engang knaldgod underholdning med virkeligt mange idérige indfald, vilde kostumer og mangel på samme! – Men også en mere ’blå’ dybsindighed og mening.

Livsglæden og udtrykskunsten er dog som altid forrest, og den besjælede udførelse giver det hele nerve, og sender oplevelsen på plads! – Fem Nøgne Funklende Stjerner ***** = 5* / (6) / M@Ru@F.NU

© M@Ru / F.NU

 

Et lys i mørket – midt i en Corona-tid – sikker forestilling

Malstrøms altid baggrunds-dikterende bløde betryggende mandespeaker-stemme i Det Bruunske Pakhus’ lavloftede og stemningsmættede lokale. Instruerer os videre efter den indledende formanende og indprentende belæring i Billetreceptionen om, at indlede vort besøg i Bar-lokalet og afvente anvisning af plads.

Vi må dog IKKE gå i – netop baren! – Men skal tænde et lille lys på bordet, hvorpå vi vil blive serviceret og ekspederet af det cirkulerende personale.

Vi når dog dårligt at falde på plads ved et bord, inden vi ’afhentes’ af Teater Malstrøms hus-butler og årsmåls-assistent, og anvises plads i selve den lille sal.

Her er stadig ikke meget plads, et intimt rum – men det er faktisk et skridt frem, at vi er reduceret i antal.

Således er de (pisse-) irriterende, og altid forstyrrende træbjælke-søjler en biting. For der er godt udsyn nu, med plads til kun 60 siddende publikummer – imod knapt 100 – 120 tidligere. Vi sidder på behørig afstand af hverandre.

Det opleves rart, og føles sikkert – og stadig ganske tæt på. Intimiteten er intakt.

© M@Ru / F.NU

 

Verdenshistorien på 2 timer er et imponerende langt program –

Aftenens 28 numre åbner i en gal videnskabsmands laboratorie, med blinkende lamper, dioder og lidt skæve rør. Alt svejset sammen til en væg der forestiller en Tidsmaskine og fylder scenen i fuld bredde.

Det er scenografien hvor den geniale mand starter sit apparat, og så blæser vi derudad – og får en rejse helt fra Paradisets Have, via nedslag i markante historiske årstal og besøg hos kendte og ukendte. Som først ender i år 2035 – i en ikke så fjern og ret dyster fremtid, med dryppende lyd fra en oversvømmet verden – overtaget af noget der ligner en-cellet levende affald og plastic-gopler af monstrøst omfang.

Tidmaskinen har en Årstals-tæller indbygget, og optræder undervejs som en aktiv del af showet. Kulissen er særligt effektfuld som den dystre baggrund til en fortolkning af Terrorangrebet i 2001 på World Trade Center i New York, endnu en dag på kontoret – som ikke blev som alle andre.

Få og sjove virkemidler scenografisk – ret fin effekt, og et forbløffende hav af udstyr og kostumer til de forskellige numre som de i alt 12 medvirkende fortolker lystigt på. Lige fra Adam og Eva, – over kølleslæbende Stenalderfolk, – det engelske Renæssance Hof, – Ruslands Revolutionære, – Village People og meget – meget mere!

At være passager i den Malstrømske Tidsmaskine, er en hæsblæsende og omfattende aftenoplevelse.

Reklame

© Tina Liv / Malstrøm

 

Styr på lyden – er en vigtig detalje –

Musikken er udelukkende playback – Intet husorkester. Dvs. skuespillerne – ’lip-sync’er’ (som den slags hedder). Dvs. de mimer – at de synger. – Men synger også selv iblandt, og begge dele virker fint. Det nye og markante ansigt – Maria Rosenlund lægger fint ud med en fortolkning på Christina Aguillera, og det lyder godt!  Ligesom den fine afsluttende udgave af det gamle Queen nr.; Bohemian Rhapsody, er godkendt. ’Men’ – det er jo altid ’farligt’, og en udfordring når man kaster sig ud i at fortolke velkendte sange, som sidder i hovedet på de fleste. Det holder dog vand i alle tilfældene – og i øvrigt er det jo ikke en X-faktor udvælgelse, – så absolut godkendt, også for modet til at gøre det.

Jeg mangler mere bas måske – men det er en dirrende og vibrerende lille detalje. Ikke så glassene hopper på bordene… – Bare min smag! – Jeg skal også mærke lyd, og netop den – ’Lyden’ – er faktisk i øvrigt rigtig god og fint indstillet – chapeau!

– Har overværet hundreder af koncerter i det rum igennem årene der har lydt rent ud ad h. til! Så det er lidt en kunst at ramme et ordentligt lydbillede. – Så – tak for lyden, som jo er ’hovedpersonen’ når alt er pakket ind i musik!

Det altoverskyggende musiske lydspor, brydes kun én gang i 2.del, hvor hele showet går i stå – da 80’erne mangler! – En sjov gimmick, og et afbræk hvor uhøjtideligheden tager pusten ud af det melodiske stringente moment, og erindrer os om at det er hele er spøg og sjov. Man vil gerne tages alvorligt – men ikke FOR alvorligt.

Det slipper de også godt fra –

 

’Burla’ – Den meningsløse mening – en spøg – i en tid uden smil –

For – Burlesque er den åbne boks hvor alt er tilladt – næsten!

Det er spøg og sjov – af det italienske udtryk ”burla” – der betyder netop spøg.

Deraf ’Burlesque’ som genre.  – En reference til nøgenhed og komedie som karikerer på grovkornet vis. – Ikke striptease – men afgjort det afklædte og nøgne menneske.

Ved at afklæde, fjerner man jo det indforståede i, at klæder skaber folk – måske litterært bedst illustreret nogensinde af H.C. Andersen, som lod selveste Kejseren gå afklædt igennem sin by uden tøj på.

Afklædte er vi alle ens og lige – for Gud – eller hvem man nu tror på!

Burlesque – cabaret – formen opstod i de brølende 20’eres Paris, og toppede da Josephine Baker små-nøgen dansede 30’erne og verdens-krisen varm i sit bananskørt. Godt hjulpet af tonefilmens fremkomst, og de nye visuelle udtryksmuligheder det gav.

Malstrøm sender sin hyldest tilbage i tid, til en performance og optrædelses-form der åbnede en ny verden for teater-kunsten. 1’ste Verdenskrig og de millioner af smadrede kroppe i billeder som alle så, og en dengang efterfølgende Pandemi – ’Den Spanske Syge’, som slog flere mennesker ihjel end selve krigen, og flyttede grænsen for hvad man måtte vise af krop i sin udtryksform. Den nye virkelighed udfordrede antagelsen af den Skabende Gud som et alt regulerende og nådigt væsen, og forståelsen af, at vi skal være underlagt normer og regler, som ikke passer på livet og værdsætter dets skønhed og øjeblikke. – Menneskeheden var efterladt nøgen og afklædt, Burlesque som teater udtryk, og den samlede kunst kunne overtage i nye rammer for hvad der var tilladt, og fremtiden har ikke været den samme siden.

Blandingen af show, spøg, nøgenhed og overdådighed – tilsat musikken som tilladelse til den visuelle forkælelse, i kød og blod. Vi lytter med ørerne, og ser med øjnene. – Burlesque spiller på dette, manipulerer og vækker følelserne via de indtryksveje.

– Men det gør ikke noget. Fremtiden kommer, og tiden går i den tidsmaskine vi alle befinder os i – også denne aften.

Vi er alle bekymrede, og vi er mærkede.  Netop nu, af verden og dens sårbarhed, og berørt af livet og de tanker der følger med, har svært ved at slappe af – at nyde og le højt.

En stivhed og bekymring i os tilskuere, som Malstrøms tidsmaskine lægger sig fint i en forlængelse af. Med en første halvdel der egentlig er en ret ’blå’ og tænksom affære – som kronologisk bevæger sig frem til pausen i 1925, og en lidt ’lettere’ del 2 efter pausen.

For ’The Time Machine’ er ikke en korrekt gennemgang af hverken tid som begreb eller Verdenshistorien som så. Men en sjov og spøgefuld leg med vores historieskrivning, og som den kan forklares kort, upræcist og underholdende – tilsat musik og lyd fra de sidste 60 år.

© M@Ru / F.NU

 

En 3’er er jo en fortsættelse af en 2’er – sådan ca. –

Fortsættelsen er indlysende i konceptformen. Den består stadig af både nutidigt pop og rock. Tilsat ballader og lidt musisk reference til både fransk Burlesque iklædt revolutionen og Robespierre – måske? Lidt tysk vise- og Cabaret-tradition fint sunget af bl.a. Pia Jebjerg i en omfortolkning af en tysk Gitte Hænning Schlager. Spitze!

Men handlingsmæssigt er der ingen arv efter de to første shows. Der er ikke noget at overtage efter en ’kanin der løb ned i et hul med et ur under armen’….! Det er lidt gakket, og ikke en rigtig handling – medmindre man er på stærk farmaceutika!

Så; ’Tiden’ kan vende tilbage til Verden over det hul i Jorden, hvilket også endelig fuldbyrder muligheden for, at snige lidt fra den ny-klassiske musical; ”Cabaret”, med ind i det Malstrømske Burlesque-univers.

– Og det er lige før man kan mærke Broadway, eller Berlin i 30’erne… – for en kort stund, i Frederikkes Gejl Damgaard’s – version af Sally Bowles. Havde hun sunget det nummer selv var jeg næsten faldet bagover.

Der er endda en vis lighed med Liza Minelli i hendes Oscar belønnede film-indsats fra 1972 – og Daniel Stoof Jensen minder også umiskendeligt, og næsten gåsehudsagtigt om den mandlige karakter i filmen. Vauw!

Men snyd! – Kunstnerisk frihed – sammenlægning af 2 numre gør ikke indsatsen ringere – min favorit denne aften –

https://www.youtube.com/watch?v=5QS1l1mSDSo

https://www.youtube.com/watch?v=lxmz3RcNNBE

© M@Ru / F.NU

 

Den gale Videnskabsmand, og hans alter ego –

Konceptet – og skaberen bag endnu en omgang Burlesque – instruktør; Michael Hansen. – Hjælper ikke tilskuerne synderligt meget på plads undervejs.

Han snyder lidt med års-tallene, og endda numrene og deres originale oplæg. Han lader Marlene Dietrich synge en Selena Gomez sang i Berlin i 1936, hvilket i sig selv er ret originalt, og indenfor den kunstneriske friheds rammer – inspireret, og han graver lidt mere dybt i den frihed til at vride og fortolke i denne 3’er. Han bytter om på årstallene – 1936 og 1942 – men det er detaljer, og giver et super sjovt blik på, hvordan musik frit kan associeres ind i mange fortællinger på kryds og tværs. For Marlene Dietrich sang både på Tysk og Engelsk –

Det ødelægger frem for alt ikke noget! For så alvorligt vil Tidsrejsen slet ikke tages. Den er ikke selvhøjtidelig – men de små finurligheder giver Tidsrejsen et personligt udviklings-tilsnit. Gør turen lidt interessant for æggehovederne – for hvad mener han med hint og andet undervejs?

Indimellem ret tydeligt refereret til.  – Adam (Morten Østergaard) og Eva (Lindsay Honoré) som ophængt i Kundskabens Træ (en ring i loftet), fjumrer rundt i uskyldig nøgenhed paradisets have, og overtages af GUD – den gamle stalker! Der som straf, sender dem ud i – nå-ja; – Stenalderen! Hvor vold og kopulation er daglig kost og vejen frem – men nu påklædt! – Ikke eet ord om sexisme – men Skabelsen kort forklaret.

Senere i 1600-tals nummeret – ”Hit The Road Jack”…, hvor Martin Luther (Sidsel Nygaard) synger sin reformation ud i hovedet på Paven (Maria Rosenlund).

 

Det grimme er pænt – og det pæne er grimt –

Burlesque er Nøgenhed og et afslappet og direkte kunstnerisk dask til vores krop – men er ikke striptease! – Det er vores væsens kødelige indpakning – kroppen. Vi sidder og betragter inde fra den, og den er med os rundt i alle vores daglige diverse påklædte udgaver af os selv.

Lidt underligt er, hvor befriende naturligt det opleves. Denne betragter finder det ikke for meget eller for lidt – det er bare en omstændighed og det virker afslappet og uanstrengt.

Alle skuespillerne virker trygge og hjemmevante i det afklædte, og holder i den mørke middelalder lysfest i nøgen skamløshed.

 

© M@Ru / F.NU

En lille reminder om, at vi bærer alle fantasierne rundt bag alt det påklædte! Se blot – hvor meget vi alle forstiller os dagligt på både sociale medier, – i vores omgivelser og hverdag i det hele taget.

Vi er vores egne redaktører i en ofte usand virkelighed. Hvor vi danner og skaber fortællinger, iklædt billeder af lykkelige børn, vigtige eller fantastiske øjeblikke og lykkelige stunder.

Men intet nøgent – intet grimt lader vi slippe forbi de stadigt strammere slips og ’uniformer’.

Ingen smerter og livsnedbrud – ingen billeder fra ’Bænken’, og de andre alkoholikere – ingen toilet-besøg eller ildelugt. – Og skændes – må vi helst heller ikke!

Bag alt det forstillede er vi dog jo i virkeligheden, og heldigvis! – Masser af virkeligt lækker – dejlig hud, og smukke kroppe i alle former – lige fra strip-performerens elegant veldrejede – og vedligeholdte. Til de mere ualmindeligt almindelige dejligt runde blege normative kroppe og ikke-normative ditto.

Burlesque er store og små bryster, og de eneste blottede genitalier er kunstige, og påhængt en kvinde med regulært store ’nosser’. Og det har hun! Tak til ’Trille’ – en kvinde-GUD med bryst-propeller. Suveræn som både Barry White, Dronning Elizabeth d. 1 af England, – Olivia Newton John, og netop GUD – i egen høje person.

Lindsay er stadig den lokale version af Josephine Baker. Nu – hængende i en ring fra loftet, hvor hun sirligt snor sig, og vrider sig i gymnastiske stillinger der ville sende en 53 – årig anmelder direkte på skadestuen.

I 2’eren poledancede hun! – Her i 3’eren er krops-elegancen i den ophængte ring over den røde repos, ganske magisk og mere udtryksfuld med tillagt musik og sang af den stadigt mere overbevisende; Sidsel Nygaard!

Hun har udviklet sig til en ren forvandlingskugle der mestrer virkeligt mange roller og typer, fra den morsomme taskedame, over den læderklædte S / M – kvinde, til det indlevede og virkeligt nærgående skizofrene kvindemenneske, som lader sin hånddukke kaste sig ud i erotiske tilnærmelser og forsøg på kærtegn, imens hun samtidigt fnisende og flirtende afviser. – Følsomt, dygtigt og trænet – stor skuespils-kunst. Det må have kostet timer foran spejlet!

 

Imponerende styr på detaljerne – 

Rekvisit- og udstyrsprogrammet er temmeligt detalje-rigt, og kører efter et stramt gennemtænkt program der sidder ’lige i skabet’.

Ingen smuttere – ret sejt og Imponerende.

Serveringen og hus-alfen glider elegant forbi, og samler en paryk eller en beklædningsgenstand op, som en del af den flydende perfektion der som bekendt ligger i detaljen…

Så forstyrrer den rekvisit ikke i næste nummer osv., og det er alt sammen så veltænkt, at det først får lov at flyde på scenen efter World Trade Centers kollaps sent i 2.del –

 

Burlesque er efterhånden det Malstrømske reference-punkt –

Og ’Kassen’ er ikke tom!  Der er rigeligt plads til både nr. 4 og 5!

Det nye denne gang – udviklingen fra 2’eren så at sige; – er det politiske element! Som kommenteret med præsident Trump’s varme forkærlighed for den kvindelige krop – manden er jo sexist. Hvilket passer perfekt ind i en Burlesque sammenhæng, hvor han går rundt og tydeligvis har lyst til at ’rage’ på! Men det gør man ikke ved kunstnere, og han ender i en rundkreds dans med sine eneste venner; Ruslands – præsident Putin, og Nord-Koreas diktator – Kim Jung-Un.

Det er en spøg og en karikeret – politisk satire. – Burlesque er vokset, og vil også mene noget – nutidigt og samtidigt i sin Tidsmaskine… Så det vil anmelderen også!

© M@Ru / F.NU

Suppe på et søm – bye bye Disney!

For imens Malstrøm fortolker lystigt på sin egen lille Verdens-’side’-historie. Tykt inspireret med enten en underliggende Kristen moralisme eller mangel på samme. Eller måske endda udfordring af netop denne moralisme og pikerthed, og en indtrængende bøn til os alle om; at slappe af med (selv) iscenesættelsen af vores små ligegyldige verdener? – Så kunne Tidsmaskinen være formet på flere andre måder – det er den heldigvis ikke.

For det er også dygtigt at kende både sine fysiske, økonomiske og kunstneriske begrænsninger, og alligevel få lukket op for en betragters mange følelser og tanker. Det er jo i sidste ende det man selv bringer med ind, som man også ender med at tage med ud igen – et billede af sig selv, og et glimt af alle andre.

Og hermed en kort lige højre til de lokale politikere, som tildeler denne lille juvel en 500’ende del i støtte af hvad de sendte efter det nu kollapsede og konkurs-ramte; Fredericia Teater!

Nuvel – var det en anden teater-form og størrelse – men alligevel tankevækkende!

Sæt et kryds ved hvordan Teater og Kultur også kan støttes, og skabes for få midler og drives med succes.

Skuespils-legepladsen Malstrøm, har ikke bare overlevet Corona- som det eneste lokale teater i byen!

Dette er nærmest en bedrift i sig selv ud fra de Urban Legends, som den forrygende historie Fredericia Teater’s konkurs har udviklet sig til, og fortsat er og vil være.

Til sammenligning og uden sammenligning – gør Teater Malstrøm sit, båret af stor gejst – og resultatet er både overbevisende og fremragende. De får kogt en suppe på et rustent gammelt søm – Det Bruunske Pakhus, som IKKE er en teatersal – men netop derfor Malstrøms Teater-rum! Her ender de ud med en fuldfed musik-suppe der er konge-underholdning, og ikke hævder at være andet.

Vanvittig god aften, – en fest for øjne og ører, leveret med talent, gejst og dygtighed.

Amatør-ensemblet mærkes på ingen måde. – De sejrer atter engang med en regulær holdindsats – og jeg blev underholdt i en Corona befriende grad. – Tiltrængt – og til en 500’dende del af prisen – for et ’Disneyland beyond belief’ – tak for det!

Malstrøm / Burlesque 3 – The Time Machine = Fem Nøgne Funklende Stjerner ***** = 5* / (6)

For; Fredericia.Nu / M@Ru

Vis mere
Back to top button
X