fbpx
Debat

Borgerinddragelse version 3.0

Læserbrev.

Den 9. juni kan man i Fredericia Dagblad læse, at et enigt Arbejdsmarkeds- & Integrationsudvalg beder om en ekstern analyse af jobcentrets indsats over for ledige.

Vi kan læse i selvsamme artikel, at det er politikerne, der har drøftet, hvad de gerne vil have undersøgt. Hvorfor ikke spørge de ansatte samt de der er tilknyttet jobcentret?

Jeg synes som udgangspunkt det er godt, at der kommer en undersøgelse, men jeg har en del men:

  • Havde politikere og embedsværket lyttet til de mange borgere, der i årevis har pointeret det, der sker i mødet mellem Fredericianer og kommune så havde en dyr undersøgelse ikke været nødvendig.
  • Man ønsker, at det skal være en ekstern undersøgelse. Er det et advokatfirma eller konsulentfirma, der skal lave undersøgelsen? I fald ja, hvorfor? Havde det ikke været mere nærliggende at sammensætte et team af socialrådgivere samt Fredericianere tilknyttet jobcentret? Altså mennesker, der ved noget om området?
  • Hvorfor er det politikere og embedsværket, der skal finde på undersøgelsesspørgsmålene når de er en del af det, der bør undersøges?
  • Hvis man kan se, at det ikke fungerer optimalt i mødet mellem Fredericianer og jobcentret, hvorfor vil man så vente på en ekstern undersøgelse før man handler?
  • Hvorfor er det kun et måske i forhold til at lave en brugerundersøgelse? Hvorfor laves der ikke allerede brugerundersøgelser? Disse vil jo kunne synliggøre, hvor der er brug for, at politikerne og embedsværket kigger nærmere på processerne, for så at kunne optimere og forbedre samarbejdet mellem Fredericianerne og jobcentret. Hvorfor ønsker man ikke at have fingrene på pulsen?

Jeg har mange flere spørgsmål og jeg vil løbende stille dem for jeg synes det er forfærdeligt, at vi er kommet dertil, at der skal dyre eksterne undersøgelser til før politikere og embedsværket handler. Hvad blev der af at lytte til Fredericianerne?

Jeg vil også løbende stille spørgsmål fordi jeg frygter, at det alt det her ender ud i er det jeg kalder en ”vaske hænder rapport”

Resultatet af undersøgelsen bliver formodentlig, at Fredericia kommune følger gældende lovgivning og dermed ikke har gjort noget forkert.

Men det gør Fredericia kommune og jobcentret hver eneste dag. Måske ikke i forhold til gældende lovgivning, men i forhold til Fredericianerne. Det politikere og embedsværket gør forkert, hver eneste dag er, at de ikke sætter mennesket først. Det enkelte menneske bliver ikke prioriteret og synes kun at være et tal i et regneark.

Da jeg læste forvaltningsret, blev jeg af diverse forelæser gang på gang informeret om, at god forvaltningsskik kommer før alt andet i mødet mellem kommune og medmenneske.

Hvorfor kommer mennesket ikke først i Fredericia Kommune?

Søren Haastrup
Byrådskandidat
Alternativet Fredericia

Facebook kommentarer
Tags
Vis mere

Skriv et svar

Close