BæredygtighedFredericiaMiljøNaturØkonomiPolitikSamfund

Bedre vandkvalitet og mindre pres på kloakken: Grønt lys til ny spildevandsplan

Ifølge pressemeddelelse fra Fredericia Kommune

En ny spildevandsplan skal lette presset i kloakken og forbedre vandmiljøet i kommunen

Bynær natur med bække, våde engområder og 40 km kyststrækning. Vand er kilden til meget godt og meget ballade i Fredericia – og særligt på kraftige regnvejrsdage, hvor kloakkerne kan have svært ved at følge med. Mandag den 14. december godkendte Fredericia Byråd en ny spildevandsplan – Spildevandsplan 2020, der skal være med til at fremtidssikre Fredericia Kommune på spildevandsområdet og samtidig øge vandkvaliteten i kommunen.

”Jeg er glad for, at vi har fået en ny spildevandsplan. Den gamle var helt tilbage fra 2013, og siden er der sket rigtig meget på klimaområdet”, siger Christian Bro, formand i Miljø- og Teknikudvalget 

I planen vil kommunen blandt andet se på forskellige måder at håndtere regnvandet på – for eksempel ved at lave mere tidssvarende regnvandsbassiner og oprense de eksisterende. Den indeholder også en 10 års aktivitetsplan for fornyelse af kloaksystemet, som allerede nu er godt i gang – blandt andet i Nørrebrogadekvarteret.

”Klimaændringerne stiller større krav til kloaksystemerne, og vi er derfor godt i gang med at gøre dem klar til fremtiden. Fredericia Spildevand A/S er lige nu i gang med at renovere kloakkerne i Nørrebrogadekvarteret. Det kommer ikke kun til at forbedre vandkvaliteten i bl.a. Ullerup Bæk men også i Lillebælt”, siger Christian Bro, formand i Miljø- og Teknikudvalget. 

Mindre pres på kloakken
I Fredericia Kommune har man valgt at semiseparere kloaksystemet, så der kommer en separat regnvandskloak til vejvand og tagnedløb fra de ejendomme, som har facade mod vejen. På den måde aflastes fælleskloakken og renseanlægget for fremtidens øgede regnmængder, og regnvandet ledes de rigtige steder hen – f.eks. i Lillebælt. Det betyder også, at der ved oversvømmelser er mindre risiko for, at spildevand løber ud i naturen, da overløb fra fælleskloakken reduceres. Det forbedrer vandmiljøet. 

Klima tænkes ind i byplanlægning
Netop klimaforandringerne har betydet, at Fredericia Kommune i flere år har arbejdet med klimatilpasning. Blandt andet ved at etablere søer og vådområder langs Ullerup Bæk, hvor vandet presser sig på med risiko for overløb. En ny klimatilpasningsplan forventes at ligge klar til godkendelse i 2021. 
Fredericia Kommune deltager også i et forskningsprojekt på Arkitektskolen i Aarhus. ”The missing link – når vandene mødes i byen” hedder pilotprojektet, som gennem casestudier i to byer vil udvikle metoder til at udpege vandets bybillede formidlet som Vandets ByAtlas. 

”Det giver rigtig god mening for Fredericia at deltage i et forskningsprojekt, hvor vi undersøger, hvordan vi bedst muligt kan tænke vand og klimatilpasning ind i byplanlægningen. Vi gør det allerede i Kanalbyen, hvor det fungerer rigtig godt”, siger Lise Nielson, næstformand i Miljø- og Teknikudvalget.  

Digital plan: Nem at bruge 
Spildevandsplan 2020 er digital, hvilket både gør den nem at opdatere og bruge for forskellige målgrupper som f.eks. borgere, virksomheder og medarbejdere. Som noget nyt tilpasses planen en gang årligt, så den følger med udviklingen. Før blev den tilpasset hvert fjerde år. 

Læs den nye spildevandsplan på Fredericia Kommunes hjemmeside: Fredericia – Spildevandsplan 2020 (niras.dk)

Fakta om Spildevandsplan 2020 

  • Spildevandsplan 2020 udgør Fredericia Kommunes retlige grundlag for administration af spildevandsområdet i de kommende år. 
  • Planen skal medvirke til at opfylde miljøkvalitetsmål og serviceniveau over for borgerne mht. afledning af regn- og spildevand. 
  • Planen indeholder tre helt overordnede fokusområde: natur- og miljøhensyn, forsyningssikkerhed og klimatilpasning. Og tre faglige fokuspunkter: Vandområder (recipienter), regnvandsbassiner og overløb fra fællessystemet. De tre fokuspunkter skal tænkes ind, når de forskellige indsatser gennemføres for at opnå synergi og positive sidegevinster. 
  • Planen indeholder en revideret version af kommunens administrationsgrundlag på spildevandsområdet – herunder også en revision af retningslinjerne i ”Vejledning til etablering og renovering af regnvandsbassiner i Fredericia Kommune”. Borgere og virksomheder har mulighed for at holde sig orienterede om initiativer på spildevandsområdet de næste mange år. 

annonce
Kilde
Spildevandsplan - Fredericia Kommune
Vis mere
annonce

Redaktionen

Redaktionen - se mere under "kontakt" Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button
X