DanmarkSamfundSundhed

Apoteket kan hjælpe med udløbne recepter

Pressemeddelelse, Danmarks Apotekerforening

Lyt til dette
Voiced by Amazon Polly

Belast ikke vagtlægetelefonen, hvis recepten er udløbet i dagene mellem jul og nytår. Apotekernes behandlerfarmaceuter kan nemlig hjælpe og genordinere p-piller samt medicin mod en række kroniske sygdomme.

Panik! Medicinpakken er tom, recepten er udløbet, og lægen holder ferielukket. Hvad gør man så? Man går hen på apoteket, der kan hjælpe, hvis den udløbne recept lyder på p-piller, insulin, blodtryksmedicin eller medicin mod astma. Apotekets behandlerfarmaceut kan nemlig forny recepten, så man ikke behøver belaste vagtlægen eller Akuttelefonen i den ekstra travle tid i juledagene, hvor sundhedssystemet ovenikøbet løber ekstra stærkt som følge af coronapandemien.

For at få hjælp fra apoteket skal man have en gyldig ordination fra lægen, og man skal have været i stabil behandling med medicinen i mindst et halvt år. Gælder genordinationen p-piller, som vagtlægerne normalt ikke vil forny recepten på, skal man have brugt dem i mindst et år. Apoteket kan udlevere den mindste pakning af medicinen, og man må efterfølgende kontakte sin læge.

Genordination er en god løsning på problemet her mellem jul og nytår, hvor de fleste læger holder lukket. Men muligheden gælder hele året og dermed også i hverdagen, hvor man i en snæver vending kan få sin medicin, selvom man har glemt at forny recepten. Det koster et gebyr på 20 kr.

Man kan i appen ’apoteket’ få et overblik over, hvad man har af recepter, og hvornår de skal fornys. Appen er gratis. Man opretter sig som bruger med NemID og har ud over egne recepter adgang til sine børns recepter, indtil de fylder 15 år og selv kan få NemID. Ud over at se sine recepter kan man via appen bede om receptfornyelse, se hvilke apoteker i nærheden der har receptmedicinen på lager, se den aktuelle tilskudsstatus og pris på medicinen m.m.

Læs mere om behandlerfarmaceuten på https://www.apoteket.dk/raadgivning/paa-apoteket/behandlerfarmaceut og om appen på https://www.apoteket.dk/medicin/app.

annonce

 

Pressemeddelelse, Danmarks Apotekerforening

Facebook kommentarer

annonce
Kilde
Pressemeddelelse, Danmarks Apotekerforening
Vis mere
annonce

Redaktionen

Redaktionen - se mere under "kontakt" Mail: admin@fredericia.nu
Back to top button