Anmeldelse af Teater Malstrøms “Piaf”

Lyt til dette

Imens verden trækker vejret igennem forsvindende masker, og andre masker falder, og krigen atter  hærger i Europa. – Er en fortælling om en vild tøs fra en endnu mørkere og mere dyster periode i et  frigjort og frisindet land – måske svær at håndtere!  

”Piaf” er en sådan Noir-historie med et strejf af social-realisme over sig. Om en lille dame som  skæbnen bød op til sang på den store verdensscene, uden skelen til det menneske som blev skudt  til tops på berømmelsens tinde, og levede med sig selv som fuld indsats, – og nåede den  berømmelse og periodiske rigdom. Men aldrig indfangede eller fandt lykken deri trods hendes  tilværelses mange deltagere.  

Malstrøm får et melodisk, – velspillet og vel-instrueret chanson-drama ud af deres – ’Piaf’, i en grad  der løfter det lille teater til et nyt niveau i deres nu 17’ende opsætning.  

Indpakningen i Det Bruunske Pakhus føjer med sin intime atmosfære i det indre Fredericia, en  ekstra ring af aura til intimiteten, og det ”Noir – frankofile”.
Den største fortrydelse – ’regrette’ må  være ikke at unde sig denne oplevelse.  

Vi kvitterer for første gang med en 6’er fra Fredericia.NU / ****** / M@Ru 

Vi starter med slutningen:

En sammenkrøbet slidt kvinde – Edith Piaf krabber sig ud på scenen på ’Olympia’, og forsøger igen  at synge sangen om Jean. Henvender sig til orkestret med trivielle detaljer om hendes veninde og  yndlingskomponist – men glemmer teksten – går i stå!  

Hun eskorteres ud af scenen imens hendes mentale problemer som følge af det mangeårige  misbrug af alt der kan misbruges, – piller, – sprut, – narko og mænd. Udløses i hendes hidsige  bedyrelse af sin uskyld; ”jeg har ikke gjort noget dit svin”…

Hun blev ikke engang 50! Men allerede da fanger Pia Holst Jeberg i rollen som Piaf, min fulde  opmærksomhed. Hun er god og i en stor hovedrolle!  

En hovedrolle der skal bære en del – det er selvsagt.

Men hun løser opgaven – på fremragende vis.  

En gadetøs: 

Edith Piaf var en uopdragen lille gadetøs. En fransk tøjte og livsmisbruger, udstyret med et  sangmæssigt århundrede-talent, som løftede hende helt op i uforglemmelighedens lag. Én af sin  tids allerstørste verdensstjerner.  

Hun var folkelighedens udgave af Maria Callas i efterkrigsårene i 50’erne og 60’erne, hvor fransk kunst og kultur var bærende for  en stor del af verden – og sågar rakte helt til USA, og hun var  elsket af hele det franske folk, som tilgav hende alt.  

Malstrøm for voksne   

Det klæder i den grad et meget voksent, alvorligt men også selvsikkert Malstrøm, at træde ud af Covid19 –mørket, og  

fortælle en historie om en epoke og et menneske, som faktisk har en del til fælles med den tid vi nu lever i.  

Verdensbegivenheder og politik som kaster lange skygger ind over vores små liv, og som skaber usikkerhed og måske endda angst, som også dengang – de ludere i ’Belleville’ og kvarteret omkring. Der dog ikke lod sig slå ud af anden modgang – end  

for få ’kunder’ på en dag!  

En dyster verden – oplyst af Edith og hendes veninde Antoine. 2  små sjæle som sorgløst kæmper for at finde det bedste fra den  virkelighed og barske realitet de er sat i. Tvunget til at sælge sig  selv for at leve – for at overleve.  

Edith har en Fremmedlegionær som  ’kunde’, og overtaler ’Antoine’ til at  overtage! 

De fine manerer er lagt til side – vi er på bunden af de tidlige 30’eres Paris, og i en verden af nød  og armod, men også med livsgnist og fest og lys.
Sådan er den unge Edith, da hun syngende bliver  opdaget af Louis Leplée, og hjerteligt derfra forelsker sig i alle mænd der vil hende det godt.  

– Synd at han er homoseksuel.  

Både de som vil hende det godt, og de som ikke vil.
Hun skelner ikke – tager alle chancer og alle  mænd. Båret af..? – Måske af barndommens sår og livet på landevejen som cirkusartist og gøgler sammen med sin far?  

Barndommens Gade – Arbejderklassens egen 

Hendes barndom er dog udeladt af denne historie – måske godt det samme. ’Forladt’ af  fortællingen, som også hendes egen mor forlod hende som barn,
overlod hende til sin  alkoholiserede mor der gav hende rødvin i sutteflasken!  

Edith Piaf’s barndom er en grum forhistorie om svigt, misbrug, og siden en far der også efterlader  hende til en opvækst hos sin mor – den anden bedstemor – på et bordel. 

Hun genforenes med faderen efter nogen år, og hutler og tigger sig vej igennem gader og stræder  i sin tidlige tilværelse med både cirkus – og gadeartisteri og gøgl.  

Men det er en baggrundsfortælling, som kun gør Edith Piaf mere forståelig og tilgivelig.  Måske var gaden derfor ikke et utrygt sted for hende, men en kilde til overlevelse og livet selv?
Gaden som gav hende en rå, og uforskammet grovhed, der tillod hende at overleve – og leve let.  

Det formede hende som den hun var – af den grund. Men gjorde også at Franskmændene elskede  hende grænseløst, der var ingen hemmelige kanter.
Hun var den hun var – råt og uforfalsket, og  kunne få sit indre med ud i sin sang.  

En grovkæftet lille overlever, og sang-virtuos, som levede fra hånden til munden på gaderne i Paris,  og i sin underspillede sang formede den franske melankoli, livskærlighed, filosofi og smerte,
og nåede verden rundt med sine følelser.  

Hun brugte livet til at søge den kærlige anerkendelse, som hun savnede så inderligt, og sang så smukt ud.
Brugte og misbrugte livet og dets deltagere, som de også brugte og misbrugte hende  hende lystigt. 

Berømmelsens pris 

For – nok var tilgivelsen og kærligheden til hende enorm – men prisen og ensomheden var stor, og  hendes sult efter mænd, gav hende ikke mange rolige øjeblikke af ægte lykke. Mændene hun traf,  så hende næsten alle, som enten en kortvarig erobring eller som springbræt til egne karrierer eller  egen berigelse.  

Imens den stakkels kvinde så ukueligt søgte kærligheden, kørte livet hende stille over, og skæbnen  blandt andet, som tog hendes måske største kærlighed fra hende i et flystyrt.  

De følelsesmæssige sår og ar og hendes mangel på tryghed i livet – som følge af den  omvandrende og usikre opvækst – dulmede hun i sit misbrug.  

Noget du – kære læser – selv kan fordybe dig i andetsteds. Du behøver ikke den viden for at elske  og opleve – ”Piaf”!  

25 år – fra 30’erne til Fransk 50’er noir –  

Vi møder først Edith i de tidlige triste 30’ere hvor hun tigger ganske kort som ung teenager, og  springer derfra et par år frem til, arbejdergadernes parisiske Belleville. Hvor hun sammen med veninden Antoinette (Antoine), – som Line Frank Karlson får givet tilpas uskyld og naiv gearing til,  at hun bliver dramaets smilende, luftige og konstant sjove indslag. Et meget mimisk talent, som  gerne må imponere i andre kommende opsætninger.  

– De 2 deler flise, lejlighed og kunder i sorgløs og munter omgang, og drømmer sammen om  luksus og et bedre liv.  

Heri ligger fortællingens styrke. Dens lette og smidige afvikling, som nok til tider er karikeret – om  Edith Piaf’s samlede voksne liv og karriere, og de begivenheder som den blev sat sammen af.  

Men med det fremadskridende i historien kan det sagtens tilgives, når det er flettet så fint sammen  med de chansons som sluttes af med en ’genopstanden fra døden’ – udgave af ”Je ne regrette  rien”.  

Lidt for indpakket i ’engel’! – Men nuvel. – Melodrama er også drama, og det må man gerne når en  bestemt følelse skal aktiveres i beskueren, og sammenhængen er så fin og poetisk. 

Jeg fortryder intet – Je ne regrette rien –  

Og der som død, synger hun så den sang der i dag står tilbage som signatur-sangen over alle fra  Edith Piaf’s strube, og naturligvis også afslutningen på ’Piaf’ i Malstrømmens hænder.  

En strube der skulle igennem enorme mængder alkohol, og smage på mange mænd, i en grad  hvor det blot lå fast, at intet var sikkert i Edith Piaf’s liv,

og hun levede det næsten uden plan eller skelen til fornuft eller ’normal’ opførsel, og betalte en høj pris både på helbred, sjæl og i livet.  

Velsmurt og aktuel 

”Piaf” er godt og flydende skruet sammen, med et væld af finurligheder og finesser undervejs, som  alle matcher og spiller med i fortællingen om det evigt pulserende og underholdningssyge Paris
–  lastens hule, og byernes by. – Hvor der festedes i etablissementer, – i variéteer og i teatre, og alt  har en pris. Især kærligheden, – erotikken og ømheden.
En ømhed der især er det ”Piaf” er en  fortælling om – en voksen lille spinkel dame som aldrig var barn – men blot trænger til at der er én  – og trænger til at blive rørt ved – hudsult og øm ensomhed.  

Jeg får smurt min oplevelse med såvel et lille smil. Som med en tænksomhed ved en luftalarm i  krigens Paris, – flygtende paniske mennesker – har man hørt om sligt? –
Og en lille tåre i  erindringen om kærlighedens sårbarhed, og vores manglende evne til at fastholde den og beskytte  den og hinanden.  

Den lille filmiske sort/hvid projektion med Klovnen som kravler på sin stige med sit livs kærlighed  og tumler fra højden som cirkusartist i ’Bravo’, er en perle af en gimmick!
Indspillet med egne skuespillere – og en lille digital blomst. Blændende!  

Hvor svært kan det være?  

Ja, det er jo enhver kunsts store spørgsmål til sig selv? Da især når den er skygget af andre træer i  sin egen skov.
Hvis man siger det er let – er det ikke så svært.  

Om instruktøren – Nanne Siff Rasmusen, og hendes færdige resultat her er blot at sige; ’jeg savner ingenting’.
Hun træder i sin ret og får det fulde ud de forhåndenværende skuespillere, omgivelserne,  scenografien og historien.
”Nok er kongen død – men længe leve dronningen!”  

Ensemblet brager igennem som et hold, og det er næsten unfair at fremhæve. Men den ledende  rolle som Edith Piaf, er jo nok det som ’Piaf’ står og falder med!
Og den rolle er der blevet øvet på i  små 2 år på grund af Covid-nedlukninger, og forhindringer, forklarer Teater  Direktør: Martin Bach  Sørensen som oplæg til premieren.

Pia Holst Jeberg er spot on 

Ikke blot er hun ’Edith Piaf lignende’ – Pia Holst Jeberg i den hovedrolle. Hun tilfører den med sin  spinkle skikkelse, og sammenfoldede figur – en tilpas dybde og egentlig lidt skuespil-utrænet  usikkerhed, som giver den ekstra følsomhed og troværdighed. Gør at rollen perfekt til hende. (Godt  set – Michael Hansen!)  

Hun er seriøs og aldrig overspillet, og det smitter – bliver meget ægte at opleve! Til tider rørende  og bevægende.  

I sangene leverer hun – et niveau der er tårnhøjt. Fantastisk indimellem. Det kunne have stået  alene, som en chanson kabaret. Et absolut og rigtigt talent som både spiller og synger Edith Piaf  fremragende. Undervejs i duetter med bl.a. Maria Rosenlund og hendes lige så – fine og oplagte  udgave af Marlene Dietrich, som slog sig ned i netop Paris efter 2’den Verdenskrig, – og med hvem  Edith Piaf havde et venskab.  

Et venskab der i mange år blev spekuleret i, og som i øvrigt måske var mere end dette blot – en  ægte kærlighedsaffære – som beskrevet i ”Spatz und Engel” (Spurv og Engel). Men her i ’Piaf’ dog  blot antydet som det nære venskab imellem to af 50’ernes allerstørste superstjerner – en  sangmæssig super-duet, og den lykkes til fulde. 

Veldoseret musikalsk raffinement 

Den stor cadeau lever jo af det musikalske, som ikke mindst må tilskrives den diskrete og  medlevende støtte fra husorkesterets repos-hjørne styret sikkert af kapelmester – Sofie Karoline på  sit piano – godt understøttet af Anton Skårup Møller på Bratsch!  

Det ene øjeblik er de et symfoniorkester på ’Olympia’ i Paris. Det næste, et mindre café- eller  varietéband. Men det meste af tiden et stilsikkert akkompagnement og lydtapet til de fornemme  sangindsatser og stemninger der skabes.  

De skuespiller sågar en smule med undervejs – der drikkes en skål med det meget alkoholiserede  og kontant whisky-sjussende eller vindrikkende persongalleri, og der istemmes som kor. Alt  sammen tilpas og balanceret – en del af det hele ensemble, og det er virkeligt i høj grad musikkens  lille mester; – Sofie Karoline, som spiller alle bedre og skaber mere – bravooo.. bravooo! 

’  

Kan amatørteater blive bedre?  

Er spørgsmålet man sidder tilbage med. Og nok er dette ikke ’ungt’, og strømlinet, eller sprogligt  nyt, endsige musikalsk særligt moderne eller banebrydende. Men den yngre del af publikum fik  dog ’også’ slukket deres mobiler og fulgte levende med. For selvom det er drama og teater, så  ligner det noget vi (gen)kender.  

De ’fattige’ og ydmyge rammer som det lille teater har, skaber en særlig og egen sparsommelig  dramaturgisk omsætning, hvori historien sejrer stort og holder som teater – hele vejen. Det er så  tæt på, at der ikke skal spilles til bagerste række – for den er kun 6 meter væk. 

”Piaf” viser at nogle gange er ’less’ virkeligt ’more’, og det samlede indtryk er at jeg er vidne til et  helt nyt niveau i Teater Malstrøm. Man er bragende godt underholdt, og det er rent ud  fremragende, og ret enkelt egentligt!  

Det er uhyre velspillet – og instrueret – og fremfor alt  

velsyngende! – Et triumftog der varer 2½ timer. Men aldrig  bliver for langt eller kedeligt.  

Jeg falder pladask for den lille uopdragne tøjte, som i det  parisiske ludermiljø opdages ved et uheld – hun synger i det  

stille på gaden imens hun trækker for at skaffe til dagen og  vejen, godt flankeret af veninden – Antoinette, der i lige mål  

overstråler enhver forventning med en imponerende  skuespilpræstation, som er langt over det jævne.  

Nanne Siff og Teater Malstrøm – det lille Fredericianske  semiprofessionelle Teater – hylder sin arv – og løfter sig  

overbevisende fri af fortidens mørke, og ser ud til at have en  lysende fremtid foran sig.  

– Chanson dramaet om Frankrigs største Verdensstjerne  

nogensinde – kommer sikkert i mål, og Nanne Siff  Rasmussen skylder ingen noget, og behøver bestemt ikke at  fortryde.  

6 stjerner ******

https://malstroem.dk/project/piaf/

Billetter: https://v2.billetten.dk/index/eventdetails/eventno/99284

Mere om Piaf: 

Musical af Pam Gems.

Edith Piaf kommer til Fredericia i foråret 2022.

‘Spurven’, som Edith Piaf blev kaldt, var en sjælden fugl.
Hun bjergtog publikum på begge sider af Atlanterhavet gennem flere årtier, og blev hyldet for sine rørende chansons, karismatiske stemme og sin sceneoptræden.

Denne musical om Piaf maler ikke noget skønhedsportræt over kunstnerens liv, men viser hendes ydmyge rødder med en noget suspekt omgangskreds, hendes opstigning til stjernestatus, den skarpe tone og rå humor, og hendes kraftige higen efter mænd. Den tager også fat om hendes kamp mod kroppens skrøbelighed og forfald, som hun formåede at sætte i baggrunden for at opretholde et liv på scenen.

I Teater Malstrøms opsætning bliver de intime rammer i Det Bruunske Pakhus brugt til fulde til at showcase både Piafs hverdag og de gribende performances på bl.a. Club Cluny, som i forestillingen bliver akkompagneret af live musik. Et visuelt, musikalsk og følelsesmæssigt rutsjebanesus, som De sent vil glemme.

Forestillingen er uegnet for børn under 13 år.

Dramatiseret af Pam Gems, frit bearbejdet efter Edith Piafs liv.

Instruktion: Nanne Siff Rasmussen.

Praktisk info
• Billetter fremvises ved døren, enten udskrevne eller på skærm.
• Studerende bedes fremvise studiekort.
• Ved døren udleveres nummer – adgang til salen sker i små grupper i nummerorden.
• Caféen, hvor der kan købes drikkevarer og snacks, åbner en time før forestilling starter
• Dørene til salen åbner en halv time før forestillingen starter
• Publikum sidder på unummererede pladser ved små caféborde, hvor der er servering under forestillingen.
• Publikum med særlige behov: Der er gratis adgang for en ledsager til handicappede ved fremvisning af ledsagerkort. Billet til ledsagere skal købes (0 Kr. + billetgebyr)
• Mød venligst op på teatret en time før forestillingen starter, hvis der er behov for kørestol adgang.

Fredericia.NU / M@Ru