fbpx
Regionen

Ambulance Syd skal have nye ambulancer

De Mercedes-ambulancer, redderne i Ambulance Syd kører i i dag, er mere end tre år gamle og har efterhånden mange kilometer på tællerne. Derfor står de over for en udskiftning. Et nyt fællesindkøb, som tre regioner står bag, betyder, at Ambulance Syd begynder at skifte sine ambulancer til næste år.

Et bedre bårerum, mere sikkerhedsudstyr og flere hestekræfter. Det er nogle af de fordele, patienter og reddere vil opleve, når Ambulance Syd fra august næste år begynder at skifte de nuværende ambulancer ud med nye. De nuværende ambulancer er af typen Mercedes Sprinter 316, og de nye bliver af typen Volkswagen Crafter 2,0.

For at sikre større konkurrence er Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Hovedstaden gået sammen om opgaven med at finde de nye ambulancer og har haft opgaven ude i et fælles udbud. Valget faldt på Volkswagen Crafter ud fra en samlet vurdering af kvalitet, levering og økonomi. Der kom i alt otte tilbud ind.

Formand for Region Syddanmarks præhospitale udvalg Mads Skau (V) siger:

– I budget-aftalen for 2019 blev det aftalt at give mulighed for at skifte til tungere ambulancer end de nuværende. Det betyder, at vi kan indrette de nye ambulancer med fokus på arbejdsmiljø for redderne og optimal behandling af patienterne. For eksempel bliver ambulancerne bedre isoleret, så der bliver mindre støj i bårerummet og man kan opretholde en god temperatur også på kolde dage. Bårerummet indrettes desuden sådan, at redderne kan nå endnu mere af behandlingsudstyret fra behandlersædet, hvor redderen sidder fastspændt. Dermed vil mere af behandlingen kunne foregå under kørslen.

De nye ambulancer får flere hestekræfter

De nye ambulancer får flere hestekræfter end de nuværende. Det giver bedre sikkerhed under udrykningskørsel, da ambulancernes accelerationsevne bliver bedre.

De nye ambulancer vil desuden være udstyret med meget af det sikkerhedsudstyr, man kender fra nye biler – for eksempel laneassist, blind spot alarm, cyklist-kamera og adaptiv fartpilot.

13 nye ambulancer i første omgang

Ambulance Syd får leveret de første nye ambulancer i august 2019 og inden udgangen af året vil 13 nye ambulancer være leveret. Kontrakten betyder, at Ambulance Syd får leveret mindst 55 nye ambulancer inden udgangen af 2021. Ambulance Syd råder i øjeblikket over 110 køretøjer.

Der er tale om en 3-årig rammeaftale, der åbner mulighed for at indkøbe flere køretøjer. Region Sjælland og Region Nordjylland kan også benytte rammeaftalen til indkøb af nye ambulancer, hvis de to regioner ønsker det.

Mads Skau siger:

– Det er meget positivt, at vi i regionerne har kunnet finde sammen om fælles indkøb af nye ambulancer. Vi har helt sikkert fået en bedre pris, fordi vi køber stort ind, og så åbner aftalen også op for et endnu tættere samarbejde mellem regionerne på det præhospitale område.

Facebook kommentarer
Kilde
Kilde: Region SydDanmark
Tags
Vis mere
Close